Canadiske mastodonter giver ishockeykvinder tocifret høvl
Canadas viceverdensmestre var som ventet flere niveauer over Danmark, der tabte 0-10 ved VM på hjemmebane.

Canadas viceverdensmestre var som ventet flere niveauer over Danmark, der tabte 0-10 ved VM på hjemmebane.

Helt som forventet var de danske ishockeykvinder fuldstændig chanceløse i mandagens VM-kamp mod Canada.
I Kvik Hockey Arena i Herning bankede de canadiske viceverdensmestre Danmark med 10-0.
I international kvindeishockey er der Canada og USA, og så er der alle de andre. Forud for mandagens kamp fik man hos bookmakerne pengene 250 gange igen ved dansk sejr.
Det fortæller noget om styrkeforholdet, der også blev tydeligt på isen i en kamp, hvor skud på mål-statistikken endte 74-6 i canadisk favør.
Men selv om det skulle ende med en regulær afklapsning, gik der lidt tid, før canadierne kom i gang.
Godt nok var der et massivt canadisk spilovertag, men danskerne formåede alligevel at holde stand i kampens første kvarter.
I det danske bur havde Caroline Bjergstad fået chancen frem for profilen Emma-Sofie Nordström, der har åbnet VM med to gode kampe. Hun skulle spares til sidste gruppekamp mod Sverige.
Bjergstad viste sig som en kapabel substitut, men ved det 22. canadiske skud på mål gik det galt. Canadiske Renata Fast sendte bag baglinjen pucken skråt tilbage, hvor Olivia Ranum fik en uheldig stav på og sendte pucken i eget net.
Dermed var ballonen sprunget. Blot 20 sekunder senere kom Rosalie Tremblay i fart mod det danske mål og sendte pucken ind ved den fjerne stolpe.
Det nåede også at blive 3-0 til Canada i de sidste minutter af første periode.
I anden periode fortsatte klasseforskellen. Hvor målene i første periode var canadiske soloaktioner, udspillede Canada nu flere gange det danske hold.
Med fire canadiske scoringer inden for ti minutter af anden periode stod der 7-0 på måltavlen inden de sidste 20 minutter.
Undervejs i anden periode var der skiftet ud i det danske bur, hvor Bjergstad trods flere gode redninger var blevet erstattet af Aja Petersen.
Den danske tredjekeeper fik også mulighed for at vise sit værd, for canadierne slap ikke foden fra speederen, selv om danskerne kæmpede heroisk foran hjemmepublikummet.
Tre scoringer i de første syv minutter af tredje periode betød, at det endte med at blive en tocifret afklapsning af danskerne.
Der var i de sidste ti minutter et par optræk til danske muligheder for at komme på tavlen, men hver gang løb det ud i sandet, inden det blev farligt.
Mandagens rundbarbering ændrer ikke på, at Danmark fortsat ligger til at skulle spille kvartfinale frem for overlevelseskamp ved A-VM på hjemmebane.
Lørdag slog danskerne nemlig Japan i straffeslag i det, der på forhånd var udpeget som nøglekampen i forhold til at sikre en dansk kvartfinale.
Danmark spiller sidste gruppekamp tirsdag mod Sverige.
RITZAU