Canadas ishockeyherrer banker USA og booker semifinaleplads
Jet Greaves holdt buret rent for Canada, der vandt 4-0 over USA i kvartfinalen ved ishockey-VM.

Jet Greaves holdt buret rent for Canada, der vandt 4-0 over USA i kvartfinalen ved ishockey-VM.

Canada er klar til semifinalerne ved VM i ishockey efter en overbevisende 4-0-sejr over USA, der er forsvarende verdensmester.
Også Finlands ishockeyherrer er blandt de bedste fire. Finnerne levede op til favoritværdigheden og vandt 4-1 over Tjekkiet.
Rivaliseringen mellem Canada og USA tog overhånd efter godt seks minutter i første periode i torsdagens kvartfinale.
Canadas Evan Bouchard røg hårdt i isen efter en voldsom tackling fra USA's Ryan Lindgren.
Amerikanerne måtte spille i undertal i de efterfølgende fem minutter for den ulovlige hovedtackling.
Samtidig blev Lindgren fra Seattle Kraken udvist i resten af kampen for game misconduct.
Canada formåede ikke at omsætte det lange powerplay til scoring, men efter 18 minutter i første periode kom gennembruddet.
Canadierne var atter en mand i overtal på isen, da Macklin Celebrini fra NHL-holdet San Jose Sharks slog til og sendte sit landshold foran.
Kampen fortsatte i et højt tempo med et hav af chancer i begge ender, men canadiernes målmand, Jet Greaves, holdt stand.
Canada fordoblede føringen midtvejs i anden periode, hvor canadierne sad tungt på spillet.
En lang aflevering til Dylan Holloway åbnede spillet op, inden han opsamlede en returpuck og lagde yderligere pres på amerikanerne.
2-0-stillingen var uændret med godt to minutter tilbage på uret i tredje periode, hvor USA tog målmanden ud i en desperat satsning.
Det gik ikke efter planen for amerikanerne, da Canadas Connor Brown sendte pucken i et tomt mål. Det samme gjorde Sidney Crosby under ét minut senere.
Senere torsdag findes de resterende to semifinalister. Norge møder Letland, mens værtsnationen Schweiz tørner sammen med Sverige.
Hvem der møder hinanden i semifinalerne, der afvikles lørdag, bliver først afgjort, når alle kvartfinaler er færdigspillet.
/ritzau/