Canada slår Schweiz ud af ishockey-VM efter drama

Schweiz var 0,4 sekunder fra at slå Canada ved ishockey-VM, men tabte i overtid. Rusland slog USA.

Den canadiske forløsning var stor efter en udligning i sidste sekund af den ordinære spilletid i VM-kvartfinalen mod Schweiz. David W Cerny/Reuters Fold sammen
Læs mere

Der var drama for alle pengene, da Canadas ishockeyherrer torsdag spillede sig i VM-semifinalen ved at slå Schweiz 3-2 efter overtid i Kosice.

Schweizerne var ellers på vej videre i turneringen, men i allersidste sekund gik det galt for sidste års VM-finalister.

Her udlignede Canada nemlig til 2-2 efter et tungt pres og fremtvang dermed overtid. Det var NHL-spilleren Damon Severson, der scorede det forløsende mål efter flere blokerede skud i de sidste sekunder.

Dommerne måtte dog tjekke målsekvensen igennem på video, hvor de kunne se, at der var 0,4 sekunder tilbage af kampen, da pucken krydsede linjen.

Den mentale lussing lagde schweizerne hurtigt fra sig i overtiden. Her havde holdet flere gode afslutninger, men efter fem minutter måtte de alligevel forlade turneringen med skuffede miner.

Mark Stone afgjorde således kampen til Canadas fordel med målet til 3-2. Dermed bevarer Canada håbet om at blive verdensmester for 27. gang.

I Bratislava var der også spænding, da Rusland vandt med 4-3 over USA. Sejren blev grundlagt med to russiske mål i første periode. Amerikanerne nåede at reducere til 1-2, 2-3 og 3-4, men fik aldrig udlignet.

Senere torsdag venter en nordisk kvartfinale mellem Sverige og Finland samt en kvartfinale mellem Tjekkiet og Tyskland.

/ritzau/