Campbell vandt uhyre tæt 100 meter-løb

Kvindernes 100 meter-løb ved VM i Japan blev vundet af Veronica Campbell fra Jamaica. Målfoto henviste amerikanere til sølv og bronze efter uhyre tæt løb.

Hele fem af finaledeltagerne i kvindernes 100 meter-løb ved atletik-VM i japanske Osaka kom i mål inden for bare fire hundreddele af et sekund. Og der var så megen tvivl om, hvem der var blevet verdensmester, at hverken Jamaicas Veronica Campbell eller amerikaneren Lauryn Williams turde juble.

De to kvinder blev hold på pinebænken i adskillige minutter, og Williams nåede sågar at give et tv-interview, inden hun vidste, om hun var blevet verdensmester. Det var hun ikke.

Efter lang tids votering blev Campbell udråbt som verdensmester og kunne tage æresrunden med det jamaicanske flag hævet i triumf. Williams strøg hurtigt i omklædningsrummet, da hun på målfotoet blev dømt som taber med mindst mulig margin - begge kvinder fik noteret tiden 11,01 sekund. Williams landsmand Carmelita Jeter blev treer med 11.02. To kvinder fulgte efter medaljetagerne i tiden 11,05.

/ritzau/