Bundproppen Aalborg fyrer cheftræner Karen Brødsgaard

Karen Brødsgaard er fyret som EH Aalborgs cheftræner inden de sidste tre runder af grundspillet i HTH Ligaen.

Den tidligere topspiller Karen Brødsgaard skal fra sommer være en del af Jan Pytlicks trænerstab i Odense. Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

EH Aalborg har sagt farvel til cheftræner Karen Brødsgaard inden sæsonens afgørende kampe om at undgå nedrykning.

På grund af vigende resultater er den tidligere landsholdsstreg sat fra bestillingen. Det skriver den nordjyske håndboldklub på sin hjemmeside.

»Vi havde håbet på, at vi kunne have fortsat samarbejdet med Karen indtil afslutningen af denne sæson. Men grundet vores resultatmæssige pointmangel nu og her er vi nødt til som klub at se på, hvorvidt vi kan vende den situation, vi er havnet i.«

»Her har vi som klub vurderet, at der skal ageres nu, hvis vi skal have muligheden for at blive i HTH Ligaen. Derfor har vi nu valgt at stoppe samarbejdet med Karen Brødsgaard«, skriver bestyrelsen i EH Aalborg.

Søren Fisker er udpeget som nordjydernes cheftræner i resten af denne sæson.

Senest til sommer skulle Aalborg have taget afsked med Brødsgaard. I sidste uge blev det meldt ud, at hun tilslutter sig Jan Pytlicks trænerstab i Odense Håndbold i næste sæson.

Hun ærgrer sig over, at hun ikke fik fuldført sin mission om overlevelse med Aalborg.

»Jeg er enormt ærgerlig over, at jeg ikke nåede i mål med EH Aalborg, men jeg accepterer selvfølgelig fuldt ud beslutningen«, siger hun ifølge klubbens hjemmeside.

Aalborg ligger på 14.- og sidstepladsen inden de tre sidste runder af grundspillet. Blot fem point i 23 kampe er det blevet til. Ringkøbing Håndbold har et enkelt point mere på næstsidstepladsen.

Kun rækkens dårligste hold rykker direkte ud, mens holdene fra 9.-13.-pladsen spiller nedrykningsspil

/ritzau/