Efter fravær på grund af landskampspausen er det igen tid til at kigge nærmere på Superligaen. Som altid bliver denne klumme om landets bedste række brugt til at analysere og opsummere på runden.
Her er tre ting, vi lærte fra 13. runde.
Brøndby skal afgøre, om de vil rotere eller ej
Oven på den seneste tids udfordringer med at finde sidste sæsons velfungerende spil frem har Brøndbys cheftræner droppet sit ellers faste rotationsprincip. Nu skal de udvalgte have tid til at finde de interne relationer frem og på den måde bygge et stærkt og velfungerende fundament.
Den ide er jo absolut ikke dum i en svær periode. Det kræver selvfølgelig bare, at de 11 spillere i startopstillingen så er ramt rent og fungerer. Jeg er ikke sikker på, at Zorniger føler, den sidder lige i skabet i øjeblikket. Der er stadig en del spørgsmålstegn.
I det centrale forsvar er den tyske cheftræner gået med Hjörtur Hermansson og Joel Kabongo. Det ser spændende ud. Duoen bringer mere fart ind i bagkæden, og det er påkrævet, når Brøndby gerne vil presse højt. For ofte er bagkæden blevet udstillet, fordi den vender meget langsomt og får problemer, når modstanderne vender spillet lynhurtigt og kommer ned bag Brøndbys forsvar. Hermansson og Kabongo ser mere kvikke ud.
Til gengæld må Zorniger komme med indrømmelser på standardsituationer, når Benedikt Röcker og Paulus Arajuuri sidder på bænken. Der var da også en grund til, at han råbte højt efter Röcker, der varmede op, tid før OB fik udlignet.
Zorniger satser benhårdt på Josip Radosevic på den dybeste centrale midtbanen. Han kan mange ting derinde. Blandt andet agerer han glimrende bolværk foran Brøndbys forsvar og bryder modstandernes spil gang på gang. Men når rummene bliver små, og han kommer under pres, kæmper Radosevic altså stadig med at levere. Man begynder at tvivle på, han overhovedet har den del i sig.
I slutminutterne mod OB nåede han at smide bolden flere gange, og det skete i en fase af kampen, hvor Brøndby desperat havde brug for en dygtig spiller til at eksekvere sikkert og med præcision.
Lasse Vigen var ny i startopstillingen i forhold til Brøndby kamp mod AaB i seneste runde. Han var med i stedet for Dominik Kaiser. For mig at se bringer Vigen mere dynamik og drev ind i Brøndbys spil. Der sker bare mere med ham på banen. Ham ville jeg gå med fortsat, selv når Kaiser er tilbage.
Jeg tror på, at Hany Mukhtar bliver bedre at have de samme tre spillere omkring sig på midtbanen, og derfor er ideen om at droppe rotationsprincippet heller ikke tosset. Flere gange så vi fine elementer i sammenspillet, og ingen kan vel være i tvivl om, at det ganske enkelt skal komme fra Mukhtar, hvis Brøndby skal videre fra de nuværende udfordringer. Der er dog stadig et stykke at gå for Brøndbys offensive es.
I front er Alexander Zorniger gået med Kamil Wilczek og Nikolai Laursen. Polakken giver sig selv, jeg er mere i tvivl om Laursen. Mod OB var han ikke god. Og Zorniger har nok stadig den position relativt åben for andre, selvom han har udtalt, at rotationsprincippet er dødt for nu.
Og for at runde kampen mod OB af. Hjemmeholdet skulle naturligvis have stået tilbage med de tre point. Selvom Brøndby ikke sprudlede, så skulle det have kørt sejren sikkert hjem.
Glen Riddersholm ved en skillevej
Efter at have gået uden job siden fyringen i AGF er Glen Riddersholm tilbage i gamet igen. Det er godt for os medier og dejligt for Riddersholm personligt. Han har længe søgt efter den rette mulighed, og nu kom den.
Det har ikke været hans førsteprioritet at blive sportsdirektør, tror jeg. Jobbet i udlandet var drømmen, men den gode mulighed kom aldrig reelt.
Riddersholm havde ellers indledt et samarbejde med agenten Ivan Marko Benes i jagten på klubjobbet uden for de danske grænser, og særligt et job som cheftræner i Rosenborg har Glen Riddersholm rakt ud efter. Der skete bare aldrig rigtigt noget, og nu havde den tidligere FCM- og AGF-træner altså trukket den længe nok.
Jeg synes faktisk, det er et modent valg. Fodboldbranchen er ikke stor, og det vrimler ikke med attraktive job. Hvis man venter for længe på den rette mulighed, kommer den måske aldrig, og pludselig har man været så længe væk fra gamet, at man er glemt. Den skæbne har mange trænere før Riddersholm lidt.
Nu skal han så bringe Vendsyssel FF videre, og det er et sympatisk projekt, selvom det også er et vanskeligt et af slagsen. Baglandet og økonomien er sådan set i orden, men ejerne går ikke med drømme om at kaste voldsomt mange penge i projektet. Det skal være bæredygtigt i sig selv.
Riddersholm kommer til at arbejde med Superligaens mindste budget, og han skal nu i gang med at bruge sine overtalelsesevner, når nye spillere skal bringes til klubben. Dem kommer der en håndfuld af til vinter, men det bliver i høj grad en øvelse i at samle spillere op fra andre superligaklubber, der ikke får en chance. Dem skal Vendsyssel FF leve af fremadrettet.
Lur må så i øvrigt ikke, om Riddersholm kunne lokkes, hvis der på et tidspunkt skulle dukke en attraktiv klub op med et spændende cheftrænerprojekt. Mon ikke han har taget højde for det scenarie.
FC Midtjyllands snedige træk
Hos de forsvarende mestre fra FCM brugte de landskampspausen til at sige farvel til Jess Thorup. Han er købt fri af den belgiske klub Gent for et beløb, der efter mine oplysninger kysser de fire millioner danske kroner. Det er altså en god handel, som FC Midtjylland har gjort der. De tjener på en træner, der i den grad har drevet FCM til det maksimale, og jeg er i tvivl om, hvorvidt han havde markant mere at bringe til de forsvarende mestre. Spillet var allerede meget simpelt, og holdet havde brug for ny luft.
Det får det delvist med Kenneth Andersen, der er begyndt med en sejr i sin første kamp (Thorup gjorde i øvrigt det samme med Gent). Nu får FCM sig en cheftræner, der kender klubben indefra og præmisserne i jobbet – som er at bringe unge spillere ind på holdet for derefter at sælge dem. Kenneth Andersen gør, hvad der bliver sagt. Ledelsen får intet bøvl med ham.
Jeg vil så også sige, at det er forfriskende at se et mesterhold stole så tydeligt på folk i egen organisation. Ledelsen bringer kernen videre og har modstået fristelsen til at tage et større navn. Den kunne jo sagtens være gået eksempelvis med Brian Priske, som i min optik ellers var det oplagte valgt som ny cheftræner. Sådan blev det som bekendt ikke.
FCM ser solide ud, og truppen er velpolstret. Der findes en base, som holdet altid kan falde tilbage på, og det er standardsituationerne. Fremtiden ser lovende ude på heden.