Bror spår Wozniacki-stop: Karrieren lakker mod enden

Caroline Wozniacki udgik efter blot tre partier i kampen mod franske Alizé Cornet på grund af rygsmerter.

Caroline Wozniacki trak sig kort inde i første sæt med en skade i kampen mod Alize Cornet i WTA-turneringen i Madrid. Juanjo Martin/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det kan være, at Caroline Wozniacki inden længe stopper tenniskarrieren.

Det spår Patrik Wozniacki, der er bror til Caroline Wozniacki, som søndag trak sig med en skade i den første kamp mod Alizé Cornet i WTA-turneringen i Madrid.

- Jeg tror, at hun lægger ketsjeren på hylden inden længe, siger Patrik Wozniacki til TV2 Sport.

- Med den skadeshistorik, hun har haft de sidste sæsoner, kan jeg godt være lidt bekymret som bror for, hvor længe hun ønsker at fortsætte med at spille tennis.

- Det ligner, at det lakker mod enden, lød det fra Patrik Wozniacki under kommenteringen af søndagens kamp.

Han understreger, at et muligt karrierestop ikke er noget, de har snakket om i familien.

Hverken Caroline Wozniacki eller hendes far og træner, Piotr Wozniacki, ønsker at udtale sig, fortæller Patrik Wozniacki mandag.

28-årige Caroline Wozniacki er ramt af leddegigt, og det har kombineret med anden sygdom ført til flere afbud til turneringer i denne sæson.

- Hun har stresset sin krop i så mange år, og nu virker det til, at den siger lidt fra. Det er næsten mere undtagelsen end reglen, at hun kommer til en turnering uden problemer.

- Der går mange tanker igennem hende. Også at hun bare gerne vil have et normalt liv. Hun vil gerne være ung mor, så måske har hun også det i tankerne, siger Caroline Wozniackis storebror.

/ritzau/