Bronzeholdets forspildte muligheder

Masser af talent OL-holdet i 1948 er et af alle tiders stærkeste danske landshold. Men DBU ønskede ikke at give spillerne chancen ved VM. Danmark kunne ellers allerede dengang havde fået det store internationale gennembrud.

1. kapitel 1948-1959

Der er spillet 36 minutter af kvartfinalen i 1954 mellem værtsnationen Schweiz og Danmark. Danskerne har spillet forrygende i de foregående kampe og fører nu med 2-0. Begge mål er blevet scoret på hovedstød af John Hansen, og begge gange var det Carl Aage Præst, der havde stået for oplægget. Danmark er godt på vej mod det store internationale gennembrud - 32 år før Olsen-bandens præstationer ved VM i Mexico.

Ovenstående er ren fiktion, men havde Danmark dengang stillet med de stærkeste spillere, havde det bestemt ikke været urealistisk.

»Vi ville have haft store chancer for at komme langt,« lyder konklusionen også fra Carl Aage Præst, der i slutningen af 1940erne og frem til midten af 1950erne var en af Danmarks bedste spillere, og i perioder også en af Europas bedste.

Problemet var blot, at Dansk Boldspil-Union havde en regel om, at professionelle ikke måtte spille på landsholdet, og dermed tabte DBU den første af flere gyldne landsholdsgenerationer på gulvet.

Både herhjemme og udlandet var det almindelig anerkendt, at Danmark med professionelle spillere havde haft store muligheder for at være en fodboldstormagt på kontinentet. For lige inden vore bedste spillere drog til udlandet, havde Danmark i 1948 vundet OL-bronze med et hold, der spiller for spiller - ikke mindst sammenlignet med nutidens danske landshold - var helt unikt.

Eksempelvis var John Hansen og Carl Aage Præst stjerner i Juventus, der også dengang var blandt Europas stærkeste klubber, og i 1952 blev John Hansen tilmed topscorer i Serie A med 30 mål. Derudover blev Lange John nr. to og to gange nr. tre på den italienske topscorerliste.Carl Aage Præst, der både optrådte som venstre wing og centreforward, er i dag 82 år og meget beskeden, som han altid har været. Alligevel er han ikke i tvivl om 1948-holdets kvaliteter:

»Det landshold er et af de bedste, Danmark nogensinde har haft. Jeg synes også, at vi dengang havde flere store talenter end i dag.«

Knud Lundberg, der døde i 2002, var med på holdet, og senere blev han journalist og forfatter til en lang række bøger. I sin krønike om »Dansk fodbold« skrev han endda, at Danmark med professionelle, hvoriblandt der også var enkelte, der ikke deltog ved Legene i 1948, på holdet kunne have haft succes allerede ved første VM efter krigen:

»Hvis jeg ser rigtigt, kunne vi have fået medalje ved VM 1950 i Brasilien... Om vi havde kunnet true Brasilien og Uruguay (som vandt finalen, red.) er nok tvivlsomt. Men der er ingen tvivl om, at spillerne havde verdensklasse, enkeltvis - og ville have haft det som hold, hvis de havde fået lov.«

ABeren Knud Lundberg selv rejste aldrig til udlandet. Men selv om han i dag huskes bedre end de fleste, er det ikke engang sikkert, at han kunne være kommet på landsholdet i starten af 1950erne - hvis proferne altså havde været med. Af hjemlige spillere var det formentlig kun keeper Eigil Nielsen (KB) og backen Poul Petersen (AB), der havde været rimelig sikre på en startplads.Af dem, der drog til udenlands, er Helge Bronée i dag nok den, hvis kvaliteter er mindst kendte. I manges øjne var innerwingen ellers den bedste af dem alle.

»Men han var ikke seriøs nok. Når vi skulle spille kampe for ØB, skete det eksempelvis, at han kom direkte fra en danserestaurant, hvor han havde været hele natten,« husker Carl Aage Præst.

Jens-Carl Kristensen blev også ramt amatørreglen, da han efter en enkelt landskamp i 1955 skrev kontrakt med La-Chaux-de-Fonds i Schweiz. Siden kastede han sig også over journalistikken og har blandt andet været sportsredaktør på både Aktuelt og Berlingske Tidende. Han erkender, at han, i tilfælde af at Præst & Co. havde spillet på landsholdet, ikke havde haft en chance for at være med. Men han er ligeledes overbevist om, at holdet i stærkeste opstilling kunne være noget langt ved en eller flere VM-slutrunder i perioden efter krigen.

»Det er jeg ikke i tvivl om. Nu skete der i stedet for det, at landsholdet efter OL i 1948 blev dårligere og dårligere,« fastslår Jens-Carl Kristensen.Det var DBUs formand fra 1950 til 1964 Ebbe Schwartz og DBUs generalsekretær fra 1954 til 1988 Erik Hyldstrup, der dengang tegnede butikken, og som Jens-Carl Kristensen siger:

»De var meget engelske i deres opførsel, og i deres verden var der en meget skarp linie mellem amatørfodbolden og den professionelle fodbold. Lige som i England. Problemet var bare, at i England havde man både amatører og professionelle, og det havde Danmark ikke.«

Hvis man som professionel ønskede at komme hjem og spille i Danmark igen, skulle man også have to års karantæne. Carl Aage Præst og hans danske kolleger i Italien brokkede sig ikke direkte til DBU over reglerne, men de var bestemt ikke glade for dem:

»Selvfølgelig ærgrede det os, at vi ikke kunne spille på landsholdet. Især når vi så spillere fra de lande, hvor professionelle godt måtte være med, blive udtaget til landsholdet.«

Det ærgrede også mange herhjemme, for som Jens-Carl Kristensen erindrer:

»Det var noget, man snakkede om, og aviserne lavede også tanke-eksperimenter ved at opstille de landshold, som Danmark i teorien havde muligheden for at have.«

Selv om Danmark i 1904 havde været med til at stifte det internationale fodboldforbund FIFA, ønskede Danmark paradoksalt nok ikke at deltage ved VM i perioden 1930-1954. Fordi DBU med alle amatørværdierne så OL som den eneste rigtige turnering.

Omvendt var Sverige lige fra start interesseret i VM. Det første i 1930 forsøgte svenskerne endda at få værtskabet for, men det gik i stedet for til Uruguay. I 1938 blev Sverige nummer fire ved VM, og i 1950 blev Sverige nummer tre.Også Sverige havde en regel om, at professionelle ikke måtte spille på landsholdet. Så mange spillere fra det hold, der ved OL i 1948 havde vundet guld og slået Danmark 4-2 i semifinalen kunne ikke repræsentere Sverige - før forud for VM i 1958, der netop skulle foregå i Sverige.

I den anledning afskaffede svenskerne så reglen, og med spillere som Gunnar Gren, Niels Liedholm og Kurt Hamrin, der enten havde spillet eller fortsat spillede i støvlandet, opnåede de en flot andenplads - efter 2-5 mod Brasilien i finalen.

Det danske landshold? Det talte i kvalifikationen forud for VM i 1958 spillere som en 36-årig Knud Lundberg, Esbjergs Jens Peder Hansen og AGFeren Aage Rou Jensen og tabte alle sine fire kampe - mod England og Irland.