Steve Cooper får landsmanden Ben Dawson som en del af sit fremtidige trænerteam.

Han tiltræder med øjeblikkelig virkning, meddeler Brøndby på sin hjemmeside.

Ligesom Alan Tate, der blev ansat som assistent kort tid efter Coopers tiltræden, har Dawson en fortid med cheftræneren.

Alle tre arbejdede sammen i Leicester. Derudover har Dawson været 11 år i Newcastle.

- Med ansættelsen af Ben Dawson har vi nu de bedst mulige betingelser for i endnu højere grad både at forberede holdet optimalt til kampene, fokusere på holdets udvikling og prioritere den enkelte spillers individuelle fremskridt.

- Ben giver os et på mange måder helstøbt trænerteam med kompetencer, der komplimenterer hinanden rigtig godt, siger fodbolddirektør Benjamin Schmedes

Dawson ser sig selv som et godt match til Brøndby.

- Brøndby handler om fællesskab, familie og hårdt arbejde. Det er tre værdier, der hele vejen igennem ræsonnerer med, hvad jeg selv kommer fra og står for. Jeg er selv "Geordie" - fra det nordøstlige England - og her er netop de tre værdier pejlemærker i livet og hverdagen.

- Jeg tror fuldt og fast på, at man kan nå utrolig langt, når de tre elementer går op i en højere enhed. Derfor var det en no-brainer og enormt meningsfuldt for mig at sige ja til muligheden for at arbejde i Brøndby, siger Dawson.

Ud over de tre briter er også den tidligere superliga-profil Henrik Hansen en del af trænerteamet.

/ritzau/