Den britiske forsvarsspiller Luis Binks er blevet udnævnt til ny anfører for Brøndby.

Det oplyser superligaklubben i en pressemeddelelse.

Således skal Daniel Wass ikke længere være anfører, men til gengæld skal han indtage rollen som klubkaptajn.

Ifølge klubben er målet, at Wass skal sikre kontinuitet og være med til at udvikle klubbens "næste generation af ledere".

Den polske midtbanespiller Bartosz Slisz bliver viceanfører. Ledergruppen fuldendes af Patrick Mortensen, Mats Köhlert, Mads Frøkjær og Jacob Ambæk.

Sidstnævnte repræsenterer spillerne fra Masterclass, der er Brøndbys ungdomsafdeling.

Frem for at samle ansvaret hos én person har Brøndby valgt at indføre en større ledergruppe, så ansvaret fordeles.

Cheftræner Thomas Nørgaard, de andre trænere og fodbolddirektør Julius Ohnesorge har arbejdet tæt sammen om at identificere de valgte spillere.

- Thomas og jeg tror på, at de stærkeste hold ikke bygges op omkring én leder, men omkring spillere, der hver dag tager ansvar for miljøet sammen.

- Formålet med gruppen er at skabe et spillerdrevet miljø, hvor ansvaret for kultur, standarder og præstationer deles, siger Ohnesorge.

Thomas Nørgaard fortæller, at klubben har lagt fokus på, at ledergruppen består af spillere med forskellige styrker og personligheder.

- Vi har ikke kun kigget på erfaring eller anciennitet, siger cheftræneren.

Luis Binks kalder udnævnelsen for en "kæmpe ære", og det er et ansvar, som han vil tage "meget alvorligt", lyder det.

Daniel Wass ser det som en naturlig beslutning, at Binks overtager anførerbindet.

- Min rolle i truppen ændrer sig ikke, selv om jeg ikke længere bærer anførerbindet, siger Wass.

Den 37-årige dansker har tidligere meldt ud, at den kommende sæson bliver hans sidste i karrieren.

RITZAU