13 point i de første fem kampe efterfulgt af fire nederlag.

Brøndby-træner Thomas Nørgaard har mærket presset udefra på både godt og ondt i sine første måneder i jobbet, som han overtog efter Steve Cooper i sommer.

- Mekanismen udefra har føltes vildest, da et hold, der havde tabt mange fodboldkampe, pludselig med et nyt trænerteam skulle forholde sig til, at 'det kunne blive mester', selv om der var 27 runder tilbage, til at folk på bagkant af fire nederlag tænker det stikmodsatte om os, forklarer Nørgaard.

Han forsøger at skabe en stabil intern fortælling, så spillerne ikke lader sig definere af resultaterne eller omgivelsernes skiftende vurderinger. Det handler om genkendelighed i hverdagen og om at holde fast i de værdier og den måde at arbejde på, som holdet har besluttet sig for.

- Alle er eksperter i dag, men jeg kan ikke sige til spillerne, at de skal slette deres Instagram eller Snapchat, men vi forsøger at skabe en intern fortælling, så spillernes behov for at søge det eksterne bliver minimalt.

- Nogle personligheder har nemmere ved at styre i en ekstern retning, og dem prøver vi at hjælpe.

Nørgaard, der selv var ungdomsspiller i klubben, anerkender, at det på en måde havde været nemmere, hvis de fire sejre og fire nederlag havde været fordelt mere jævnt over sæsonens første ni kampe.

Omvendt gav den gode start spillerne en stærk fornyet tro på sig selv efter den svære forårssæson.

- De fire sejre gav spillerne noget. Når man i lang tid har kæmpet med at vinde og score, kan man komme til at overbevise sig selv om, at man faktisk ikke er så god, som man er, og de første fem kampe mindede dem om, at de er gode nok, forklarer Nørgaard.

Den selvopfattelse er ikke knækket, selv om de seneste kampe har budt på nederlag mod FC Nordsjælland, Randers, FC Midtjylland og FC København.

For i truppen er følelsen, at præstationerne i de første ni runder ikke har haft lige så store udsving som resultaterne.

Lige med undtagelse af 0-3 mod Randers, der var klart under par.

- Da vi vandt fire kampe i træk, kunne vi godt selv se, at noget var godt, og andet var ikke godt. Da vi begyndte at tabe, kunne vi stadig se, at noget var godt og andet mindre godt.

- Så egentlig føler vi, at vi er samme sted og er genkendelige for os selv, for internt mærker vi, at vi flytter os på daglig basis, men alle andre ser ikke længere det gode i det, for resultaterne dikterer, at vi er dårlige.

Nederlagene til FCN, FCM og FCK skal ifølge træneren ses i det lys, at topklubberne er et skridt længere fremme.

- I et præstationsmæssigt perspektiv mener jeg, at de er længere end os, så vores opgave er at udvikle os til at komme på omgangshøjde. Vi har stadig et godt stykke vej, men det er også, fordi jeg har troen på, at vi har potentiale til at nå rigtigt langt.

Offensivt ser Nørgaard potentiale med plads til forbedring. 12 scorede mål i de ni første kampe er for lavt, anerkender han.

- Vi ligger i top til at komme de steder hen på banen, vi gerne vil, men evnen til at udnytte de gode situationer, vi kommer i, og konvertere dem til store nok chancer er for dårlig nu og her. Det kedelige svar er, at det kommer med erfaring og relationer.

Defensivt er der mere at arbejde med. 15 indkasserede mål er ikke tilfredsstillende. Nørgaard peger på, at Brøndby har vundet mange bolde højt i banen, hvilket understøtter hensigten om at være dynamisk og intens.

- Vores data siger, at vi er det hold, der stresser modstanderen allermest, men vi har også kunnet se, at modstanderne gudhjælpemig i stressede situationer har sparket bolden hen over os og har skabt chancer på "befriere".

- Tit tager det tre måneder at ændre adfærd, men de er gået nu, så måske er tiden inde til, at vi retter lidt til og polstrer nogle steder i vores pres, for vi har været for nemme at skabe chancer mod, mener Nørgaard.

En løsning kunne være at ændre formation fra to til tre stoppere, men det er ikke en overvejelse for træneren lige nu.

- Vores backs har banket derudad, men har nogle gange efterladt for store områder for vores stoppere og sat dem i svære dilemmaer, så måske skal vores backs være tættere på stopperne, lyder cheftrænerens taktiske overvejelser.

Søndag klokken 16.00 skal Brøndby i aktion i Superligaen for første gang i tre uger, når oprykkeren Lyngby kommer på besøg.

RITZAU