Brøndbys spillere havde fået at vide, at de skulle løbe, spille uden frygt og tro på tingene inden lørdagens 2-1-sejr hjemme over FC København.
Det forklarer Brøndby-træner Steve Cooper efter lørdagens derbytriumf i Superligaen.
- Den helt store udfordring de sidste dage har været ikke at give dem for meget information, fordi du kan forvirre spillerne, så de ikke er helt afstemte med deres roller.
- Jeg havde ét krav til holdet, og det var, at vi skulle sikre, vi var stærkest i de ting, der var gratis.
- Ting som at løbe, have holdånd og sammenhold, spille uden frygt og med tro. Det viste vi, og det er derfor, vi vandt kampen, siger Cooper til klubbens hjemmeside.
Waliseren var lettet over at indlede jobbet som ny træner på den måde.
- Det var en ære og noget, jeg aldrig vil glemme. Jeg tænker ikke på, hvad det betyder for mig, men på hvad det betyder for spillerne, fansene og staben, som har knoklet i lang tid. Det giver mig stor glæde, siger Cooper.
FCK var uden en sygdomsramt Jacob Neestrup, og i stedet vikarierede assistenten Stefan Madsen i rollen som cheftræner.
- Det var ikke en tilfredsstillende præstation, og i store dele af kampen var vores udtryk ikke, som det skulle være.
- Vi fik en fornuftig start på kampen og skabte også et par fine muligheder, men siden spillede vi for langsomt og havde for store afstande i holdet, og vi blev slet ikke farlige i offensiven, siger Stefan Madsen til klubbens hjemmeside.
Han roste holdet for at få udlignet efter en god periode i anden halvleg, men var generelt skuffet over indsatsen.
- Der var lidt, der lykkedes undervejs, men for meget, der ikke gjorde, og generelt manglede vi sammenhæng, tempo og intensitet.
- Det skal vi naturligvis hjem og analysere på, siger Stefan Madsen.
/ritzau/