Brøndby-træner: Vi burde have udnyttet overtal bedre mod FCN
Sen scoring fra Mario Divkovic sikrede Brøndby 1-1 mod FC Nordsjælland, der spillede 50 minutter i undertal.

Sen scoring fra Mario Divkovic sikrede Brøndby 1-1 mod FC Nordsjælland, der spillede 50 minutter i undertal.

Brøndby burde have fået mere ud af fredagens 1-1-kamp på hjemmebane mod FC Nordsjælland i Superligaens mesterskabsspil.
Det mener Brøndby-træner Steve Cooper efter en kamp, hvor værterne var en mand i overtal i 50 minutter efter en udvisning til FC Nordsjællands Alexander Lind før pausen.
Cooper betegner over for TV3 Sport resultatet som skuffende.
- Specielt når man tænker på den tid, hvor vi var i overtal.
- Det er ikke altid så nemt, som man skulle tro, men vi skulle stadig have gjort det bedre, end vi gjorde. Kort sagt scoret flere mål, siger Steve Cooper til TV 3 Sport.
Et kvarter inde i anden halvleg bragte FCN sig i front med 1-0 på en scoring fra Prince Amoako.
- Vi gav bolden væk for nemt, og det gav dem et kontraangreb. Jeg er med på, at Prince lavede et godt mål, men vi burde ikke have tilladt dem at komme i den position, siger Brøndby-træneren.
Steve Cooper mener, at FCN-føringen kom til at præge Brøndbys spil, hvor spillerne ifølge træneren ikke viste den kvalitet, de besidder.
- Så skulle vi til at jagte. Der kom nervøsitet ind i spillet, og det gik ud over beslutningerne.
- Det lykkedes at få scoret én gang, men vi skulle have været mere kreative og produktive, end vi var, siger Steve Cooper.
Først i det 89. minut lykkedes det Mario Divkovic at få udlignet for Brøndby.
Trods den sene udligning siger Cooper og forsvarsspilleren Luis Binks begge til TV 3 Sport, at de har samme følelse, som hvis Brøndby havde tabt opgøret mod FCN.
Mario Divkovic' udligning betyder dog, at Brøndby fortsat har en spinkel mulighed for at vinde bronze med to kampe tilbage af sæsonen.
Var det endt med et nederlag, så kunne Brøndby ikke længere indhente FCN, der indtager tredjepladsen med 46 point. Brøndby har 42 point på femtepladsen.
Viborg, der har spillet en kamp færre end både Brøndby og FCN, har 43 point på fjerdepladsen.
Brøndby afslutter sæsonen med to kampe mod ligaens to eneste mesterskabskandidater, AGF og FC Midtjylland.
/ritzau/