Brøndby-spillere sender kvindelandsholdet tættere på EM

Brøndby-spillerne Mille Gejl og Nicoline Sørensen scorede, da Danmark slog Georgien i EM-kvalifikationen.

Nicoline Sørensen bragte Danmark på 2-0. Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Danmarks kvindelandshold i fodbold fortsætter kursen mod EM i England i 2021.

Tirsdag aften sejrede holdet også i den fjerde kvalifikationskamp, da Georgien blev besejret med 2-0 i Tbilisi.

Dermed er der stadig ikke scoret mod Danmark, der fører gruppe B med 12 point for fire kampe og en målscore på 15-0. Italien har samme pointantal på andenpladsen.

Tirsdag vandt Italien nemlig med 2-0 hjemme mod Bosnien-Hercegovina.

Danmark var en klasse over Georgien og havde spil og chancer til at vinde større, men det blev ved de to mål, som Brøndby-spillerne Mille Gejl og Nicoline Sørensen scorede.

Danmark dominerede opgøret fra start, og efter præcis 13 minutter gav det afkast på måltavlen.

I straffesparksfeltet chippede Mille Gejl smart bolden over en modstanders fod, og midtbanespilleren fra Brøndby scorede nemt fra tæt hold til 1-0.

Senere i halvlegen havde Gejl også et glimrende gennembrud, men hendes afslutning blev blokeret.

Muligheder var der nok af for det danske hold i resten af halvlegen, men angriberne stod bogstaveligt talt i vejen for hinanden.

I halvlegens sidste minut afsluttede Pernille Harder fra en god position, men skuddet endte i bagdelen på Nadia Nadim.

Få sekunder efter pausen var Danmark igen tæt på 2-0, men denne gang reddede en georgier sit hold på selve målstregen. Kort efter afværgede målmanden flot på Harders store chance.

Det danske pres var stort, og efter 12 minutter blev det endelig 2-0. Efter et indlæg fra venstre havnede bolden hos Brøndby-angriberen Nicoline Sørensen, der med venstre fod behersket placerede bolden helt ude ved stolpen.

Georgien slap utroligt nok med 0-2. I slutfasen misbrugte Nadia Nadim med hovedet i helt fri position få meter fra mål, og Sanne Troelsgaard sendte bolden forbi med indersiden på en stor chance.

Med sejren fortsætter parløbet med Italien i gruppens top. Først i juni og september næste år tørner de to tophold sammen.

De ni gruppevindere og de tre bedste toere på tværs af grupperne kvalificerer sig direkte til EM-slutrunden.

De seks øvrige toere skal i playoffkampe, som afgør, hvem der skal have de sidste tre adgangstegn til turneringen.

/ritzau/