Brøndby spiller sig på førstepladsen efter gyldne 45 minutter
En suveræn første halvleg af Brøndby grundlagde tre point mod Sønderjyske, der dog drillede efter pausen.

En suveræn første halvleg af Brøndby grundlagde tre point mod Sønderjyske, der dog drillede efter pausen.

En gylden halvleg sendte Brøndby i en ønskeposition på 3-0, men Sønderjyske kom tilbage og skabte spænding på den københavnske vestegn.
Trods mere usikre takter efter pausen endte Brøndby dog med at snuppe en 3-2-sejr mandag aften hjemme mod sønderjyderne i Superligaens fjerde runde.
Brøndbys offensive folk var ellers her, der og alle vegne, men anden halvleg var den diametrale modsætning til den første. Her var Brøndby passive, mens Sønderjyske kæmpede sig tilbage.
En opløftende afslutning på opgøret for Sønderjyske ændrer ikke ved, at klubben har fået en skidt åbning på sæsonen. Nul sejre og et point efterlader holdet på sidstepladsen.
Omvendt er Brøndby at finde på Superligaens førsteplads med ti point efter fire runder. Forfølgerne FCK og FCM har dog begge spillet en kamp færre.
De sønderjyske gæster kom godt ud af startblokkene og var tæt på at tage fusen på Brøndby i den første håndfuld minutter.
Sønderjyske spillede sig let til store tilbud, men det varede dog kort. Brøndby greb taktstokken og bragte sig foran efter godt et kvarter.
Efter et par hurtige kombinationer endte bolden for fødderne af Mads Frøkjær, som sikkert lagde 1-0-målet fladt i netmaskerne.
Herfra handlede det spillemæssigt om overlevelse for Sønderjyske, men missionen mislykkedes.
Ti minutter senere lå bolden igen i nettet, og igen var Mads Frøkjær arkitekten bag. En helt fri Frøkjær kunne fra kanten af feltet flot fordoble føringen med en afslutning i det lange hjørne.
En katastrofal halvleg blev fuldendt for sønderjyderne, da Olti Hyseni kort før pausefløjt gjorde det til 3-0, hvor gæsternes målmand Marcus Bundgaard så mindre heldig ud.
For to uger siden skiftede Hyseni fra netop Sønderjyske, og jubelscenen var da også noget lavmælt, da han lod sig omfavne af sine nye, blågule holdkammerater.
Noget nær ud af det blå fik Sønderjyske reduceret efter knap en time ved et hovedstødsmål af Bubacarr Tambedou. Og så fik gæsterne bragt spænding i sagerne.
Spændingen steg yderligere få minutter efter, da Mohamed Cherif lagde 2-3-målet ind. I sekvensen stod Brøndby-forsvaret ganske passivt og så til.
Gassen var gået af ballonen i værternes offensiv, men Sønderjyske var heller ikke tæt på at fuldende comebacket på Brøndby Stadion i slutfasen.
RITZAU