Brøndby slipper med skrækken i pokalsejr over Vendsyssel

Vendsyssel fik fejlagtigt annulleret et mål, mens Kevin Mensah og Kamil Wilczek sendte Brøndby videre.

Brøndbys Kevin Mensah scorede til 1-0 i holdets 2-0-sejr over Vendsyssel torsdag aften. Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Brøndby er klar til semifinalen i den danske pokalturnering for fjerde år i træk.

Ude mod Vendsyssel vandt Brøndby torsdag aften 2-0 på mål af Kevin Mensah og Kamil Wilczek, men kampen vil også blive husket for, at Vendsyssel fik fejlagtigt annulleret et mål med 17 minutter igen.

Hjemmeholdets Emmanuel Ogude hamrede bolden i mål, men linjedommeren vinkede for offside til Vendsyssels store frustration.

De efterfølgende tv-billeder viste tydeligt, at Ogude var på den rigtige side af offsidelinjen, da han modtog bolden i feltet.

Ikke desto mindre var det Brøndby, der kunne juble over avancement fra opgøret, hvor Mensah bragte Brøndby på 1-0 efter en halv time.

Mensah, der tidligere har haft offensive positioner som sine foretrukne, kom løbende fra sin plads på højre back og modtog bolden ved bageste stolpe.

Afslutningen fejlede ingenting fra den tidligere Viborg- og Esbjerg-spiller. Den sad i nettaget, og så var Brøndby på 1-0.

Brøndby havde også flere chancer for at komme på 2-0. En af dem tilfaldt 24-årige Mikael Uhre, der fik en halv friløber midtvejs i anden halvleg.

Angriberen snublede dog en smule i bolden, hvorefter han forsøgte sig med et halvsløjt fladt skud, som Vendsyssel-målmand Nicolai Flø tog sig af.

Efter Vendsyssels annullerede scoring havde Brøndby igen muligheder for at lukke kampen endegyldigt.

Polakken Kamil Wilczek med anførerbindet om armen misbrugte en gigantisk en af slagsen kort før afslutningen på den regulære spilletid.

Han tog dog revanche et par minutter senere, da Nikolaj Laursen fandt ham helt blank inde foran mål.

Foruden Brøndby er OB klar til semifinalerne i den danske pokalturnering. Om to uger skal Kolding og FC Midtjylland samt Næstved og AaB kæmpe om de sidste to pladser.

Vendsyssel skal rette fokus mod Superligaen, hvor holdet efter 23 kampe er på 12.-pladsen.

/ritzau/