Brøndby. Brøndby IF har solgt midtbanespilleren Christian Nørgaard.
På sin hjemmeside skriver superligaklubben, at Nørgaard skifter til Serie A-klubben Fiorentina. Prisen er cirka 26 millioner kroner, oplyser Brøndby.
24-årige Nørgaard kom til Brøndby i 2013 efter et ophold i tyske Hamburger SV og er efter cheftræner Alexander Zornigers ankomst blevet en af klubbens største profiler.
Nu går turen til Fiorentina, som sluttede på ottendepladsen i Serie A i den forgangne sæson.
Salget betyder desuden, at Brøndby opjusterer forventningerne for 2018 til et resultat før skat i niveauet plus 12 millioner kroner til plus 22 millioner kroner.
/ritzau/