Brøndby fik ikke brudt forbandelsen

Viborg og Brøndby havde hver en halvleg, da de spillede uafgjort 1-1 mandag. Brøndby har ikke vundet på udebane i 22 kampe i træk.

Brøndbys målscorer i kampen mod Viborg, Morten "Duncan" Rasmussen forlader banen. Kampen endte 1-1. Foto Henning Bagger/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Udebanekomplekset fortsætter for Brøndby, der nu er uden sejr på udebane i 22 kampe i træk, efter at holdet mandag spillede uafgjort 1-1 i SAS Ligaen mod Viborg.

Hjemmeholdet spillede en god første halvleg, hvor især nyindkøbte Petter Furuseth Olsen på højrekanten var yderst gennembrudsfarlig. Det var da også ham, der bragte holdet fra domkirkebyen foran 1-0 før pausen. I anden halvleg var det Brøndby, som helt overtog initiativet. Holdet havde flere chancer for at bringe balance i regnskabet, og det var da også fuld fortjent, at Morten Rasmussen kunne udligne efter 70 minutter.

Selv om Viborg fik sit første point ligger holdet fortsat sidst i SAS Ligaen, mens Brøndby kravlede op på syvendepladsen.

/ritzau/