Brøndby får ny bane og ansætter FCKs greenkeeper

Brøndby meddeler på klubbens hjemmeside, at planerne om en ny grønsvær er rykket frem. Allerede ved den næste hjemmekamp mod Hobro - den 19. april - kan spillere og tilskuere nyde en helt nylagt grønsvær. Fold sammen
Læs mere

Grønsværen på Brøndby Stadion har været en sand fornærmelse i 2015. Et komprimeret jordlag under selve græsset har hindret væksten og efterladt banen som et miks af jord, småsten og sporadiske græsstrå.

Men nu er det slut. Danmarks mest omtalte grønsværs dage er talte. Allerede på søndag.

Brøndby meddeler på klubbens hjemmeside, at planerne om en ny grønsvær er rykket frem. Allerede ved den næste hjemmekamp mod Hobro - den 19. april - kan spillere og tilskuere nyde en helt nylagt grønsvær.

»Vi har den seneste tid arbejdet fokuseret på at få en baneplan klar, som hurtigst muligt vil give spillerne og de mange tilskuere den bedst mulige bane på Brøndby Stadion. Det fortjener klubben, fansene, partnerne og de mange tusind TV-seere, der følger vores hjemmekampe,« udtaler administrerende direktør, Jesper Jørgensen, til hjemmesiden.

Samtidigt har Brøndby ansat FC Københavns greenkeeper, Chris Hague, der i årevis har sørget for et lækkert underlag i Parken.

»Vi har - om nogen - også selv været frustrerede over banens tilstand her i foråret. Derfor er vi meget tilfredse med, at vi med de seneste baneanalyser og det styrkede setup med Chris Hague allerede til den kommende hjemmekamp kan præsentere en græsbane på Brøndby Stadion af en kvalitet, som vores fans, partnere og spillere fortjener.«