- Velkommen tilbage til Brøndby.

Sådan lød det fra Julius Ohnesorge, der som fodbolddirektør i Brøndby onsdag præsenterede klubbens tidligere ungdomsspiller Thomas Nørgaard som ny cheftræner.

Det er sket oven på et forår i Superligaen, der ikke gik som ønsket, og som kostede Steve Cooper jobbet som træner i Brøndby efter sæsonens sidste kamp i slutningen af maj.

- Efter den sidste kamp i sæsonen sagde vi farvel til vores gamle cheftræner. Så indledte vi en flere uger lang proces. Vi havde en lang liste af navne, som vi har fulgt over en længere periode, siger Ohnesorge.

Brøndby brugte den første uge efter Coopers fyring til at indsamle viden, data og tale med trænerkandidaternes tidligere spillere.

Det førte til en mindre liste af navne, hvor Thomas Nørgaard var en af topkandidaterne og endte med at blive den træner, Brøndby gik efter.

I løbet af de seneste uger havde Thomas Nørgaard nogle lange og intense samtaler med fodbolddirektøren. Samtalerne var med til at overbevise Sønderjyske-træneren om at sige ja til jobbet.

- Han har analyseret Brøndby fire gange i denne sæson som modstander. Vi havde en otte-timers snak, hvor vi også talte om det analysearbejde, siger Ohnesorge uden at komme ind på detaljerne.

Ud over et godt kendskab til Superligaen og dansk fodbold generelt har Thomas Nørgaard en ekstra fordel med fortiden på den københavnske vestegn og med en fødsel på Herlev Hospital.

For selv om det var tilbage i ungdomsårene, at Thomas Nørgaard spillede i Brøndby og ikke formåede at få sit gennembrud som seniorspiller på førsteholdet, vejer fortiden tungt.

- Vi ledte efter en skandinavisk træner. Thomas Nørgaard har god forståelse for Superligaen. Han forstår værdierne i Brøndby, selv om han kun havde en kort ungdomskarriere i klubben.

- Han er stabil, og pres forandrer ham ikke. Vi kan stole på, at han er den samme. Han begynder ikke lige pludselig at improvisere, siger Ohnesorge.

Thomas Nørgaards første træningsdag sammen med spillerne bliver 19. juni. Superligaen indledes lidt over en måned senere.

/ritzau/