Brøndby blev kampens store taber

AGF og Lyngby spillede 0-0 i en middel­mådig kamp. Resultatet sendte Brøndby under stregen.

AGFs Mike Tullberg havde flere chancer og et skud på stolpen i SAS Liga-kampen mod Lyngby på NRGi Park i Århus. Men det blev ved 0-0 - et resultat, der sender Brøndby under nedrykningsstregen. <br>Foto: Claus Fisker Fold sammen
Læs mere

Gårsdagens Superligamatch var af en lidt spøjs størrelse. Der var nemlig hele tre hold, der enten var direkte eller inddirekte involveret i den, sådan som omstændighederne så ud.

Udover de to hold, som var på banen, var det Brøndby, der var tale om. For endte AGF-Lyngby på NRGi Park uafgjort, ville Brøndby ryge under den ubehagelige nedrykningsstreg. Faktisk en meget symbolsk placering for de blå-gule fra Vestegnen.

Som kampen mellem AGF og Lyngby udviklede sig, lignede den i perioder undervejs også en match, der ville ende med et point til begge sider, så 0-0-resultatet var absolut ventet. Det var ikke, fordi opgøret var specielt kedeligt, og chancerne var der også. En del endda. Hjemme­holdets Mike Tullberg var eksempelvis tæt på et par gange.

Men de manglende mål skyldtes i høj grad, at der var tale om to hold i bunden af Superligaen. Angriberne på nogle af rækkens bedste hold havde helt sikkert scoret på mindst et par af de chancer, der i aftes bød sig for øjnene af 10.268 tilskuere i Århus.

Oprykkerne fra 1. division har hidtil i sæsonen heller ikke vist noget, der får folk til at tro, at de til foråret ender andre steder end i den tunge halvdel, og især i Lyngby får med garanti ret svært ved at sikre sig endnu en sæson i Superligaen. Til trods for der naturligvis kan nå at ske en hel del i de resterende 26 runder.

For eksempel kan det være, at Brøndby igen begynder at vinde kampe. Måske endda på udebane.

I den kommende weekend tager Brøndby imod OB, Lyngby får besøg af FC Midtjylland, og AGF gæster Viborg. Taber Brøndby igen, mens Viborg vinder, ja, så ryger Brøndby-direktør Per Bjerregaard, hans træner og hans hold helt ned på 12. og sidstepladsen.