Brøndby bejler til bronzen efter stærk sejr i Haderslev

Læs mere
Fold sammen

Trods fraværet af profiler som Daniel Agger og Johan Elmander tog Brøndby søndag til Haderslev og besejrede Sønderjyske med 1-0.

Sejren sender Brøndby op på Superligaens tredjeplads, og vestegnsklubben bejler nu kraftigt til det sæt bronzemedaljer, der ellers længe har stået Randers på.

Men en længere formkrise til randrusianerne, samt en flot stime med 10 Brøndby-point i fire kampe, gør, at Thomas Franks mandskab lige nu ligner det bedste bud på bronzevindere.

Paraguayanske Jose Ariel Nuñez blev matchvinder med sit mål efter en halv times spil. I et tætpakket Sønderjyske-felt var Nuñez skarp, da bolden pludselig havnede for hans fødder.

Brøndby kan også takke holdets finske målmand Lukas Hradecky, der med afskillige klasseredninger havde en stor aktie i, at det lykkedes at hente de tre point på en svær bane.

For Sønderjyske betyder nederlaget, at holdet bliver på ligaens ottendeplads. Der er nu kun henholdsvis et og to point ned til OB og Esbjerg.

Sønderjyderne skal til Odense i næste runde, mens Brøndby tager imod klubbens rædselsmodstander, Hobro.