Brian Holm ville afsløre Riis' fremtidsplaner for åben mikrofon

Brian Holm og Bjarne Riis har en lang fortid sammen. Lørdag var Holm ved at afsløre de fremtidsplaner, som Riis bakser med i øjeblikket. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er Bjarne Riis tæt på et comeback i cykelsporten? Det svar var tv-seere på Eurosport tilsyneladende tidligere lørdag ved at få svar på.

Men tekniske problemer og en mundkurv fra Bjarne Riss betød, at Etixx-QuickStep-sportsdirektøren Brian Holm måtte droppe at løfte sløret for den tidligere Tinkoff-Saxo-ejers fremtidsplaner.

Brian Holm var medkommentator på Abu Dhabi Tour, der bliver kørt i øjeblikket. Og her ville Holm fortælle om Bjarne Riis' planer.

Han begyndte ifølge Politiken faktisk også på det, men en teknisk fejl gjorde, at lyden ikke nåede ud til seerne.

Da Holm blev opmærksom på det, lovede han, at han efter en reklamepause ville gentage det, han tidligere på dagen havde fået at vide af Riis i en telefonsamtale. Det nåede han dog aldrig.

Bjarne Riis ringede simpelthen til sin tidligere cykelkollega og bad ham om at lukke i.

»Ja, nu har Bjarne altså lige ringet til mig igen og sagt, at jeg skal holde min mund. Det er åbenbart en hemmelighed, og selv om det er irriterende at få en sådan at vide uden at måtte fortælle den videre, siger jeg altså ikke noget,« sagde Brian Holm ifølge Politiken og fortsatte:

»Men det er virkelig noget spændende, Bjarne har gang i.«

Dermed tyder meget på, at den seneste tids rygter om et snarligt comeback til Bjarne Riis er sande.

Ifølge Ekstra Bladet skulle den tidligere danske holdejer blandt andet have forsøgt at købe sit tidligere hold, Tinkoff-Saxo, tilbage.