Brescia-træner sætter Balotelli af for doven holdning

Brescia-træner Fabio Grosso har undladt at udtage Mario Balotelli til søndagens udekamp mod AS Roma.

FILE PHOTO: Serie A - Brescia
Mario Balotelli er ikke udtaget til Brescias kamp mod Roma. Daniele Mascolo/Reuters Fold sammen
Læs mere

Den kontroversielle angriber Mario Balotelli er igen i spotligt for det negative.

Således er han ikke med i Brescias trup til søndagens Serie A-kamp på udebane mod AS Roma.

Balotelli skulle således have optrådt så dovent under torsdagens træning, at Brescia-træner Fabio Grosso har valgt at sætte ham uden for truppen.

- Jeg kræver intensitet, og når jeg ikke ser det, foretrækker jeg at skifte ud, siger Fabio Grosso ifølge nyhedsbureauet AFP.

Grosso, der tiltrådte som træner i klubben 5. november, siger, at han hverken ønsker at bagatellisere udfordringen eller at blæse den ud af proportioner.

- Jeg har sagt til Mario, at jeg kun kan hjælpe ham til et vist punkt. Derfra må han hjælpe sig selv, siger Fabio Grosso, der blev en nøglefigur, da Italien i 2006 vandt VM.

Balotelli kom til Brescia forud for denne sæson. Tidligere har han blandt andet spillet i Inter, Manchester City, AC Milan og Liverpool, og han har ofte skabt problemer for sig selv uden for banen.

Brescia ligger sidst i Serie A med syv point for 11 kampe inden søndagens udekamp.

/ritzau/