Breschel glad for podiepladsen

Matti Breschel måtte lørdag aften slippe førstepladsen i Post Danmark Rundt, som i stedet blev overtaget af holdkammeraten Kurt Asle Arvesen.

Matti Breschel havde forud for Post Danmark Rundt sat sig et mål om at slutte som samlet sejrherre. Lørdag aften bristede den 22-årige rytters håb, da han i hjemmevante omgivelser i Næstved røg ned på tredjepladsen i klassementet. Men Breschel var bagefter trods alt glad for, at det lige nøjagtig lykkedes at holde fast i podiepladsen.

- Det er tilfredsstillende for mig, at jeg holde fast i en plads på podiet. Ellers var jeg vist gået grædende i seng i aften, sagde Matti Breschel, der måtte se Team CSC-kollegaen, Kurt Asle Arvesen overtage løbets gule førertrøje, mens Enrico Gasparotto fra Liquigas klemte sig ind på løbets andenplads.

Kurt Asle Arvesen har 14 sekunder ned til Enrico Gasparotto på andenpladsen. Og selv om det lader til at være et afgørende forspring, så ville den gæve nordmand ikke tage forskud på glæderne og fejre sin anden triumf i Post Danmark Rundt.

- Det er et betryggende forspring. De andre skal køre maksimalt for at slå mig, sagde en storsmilende Arvesen i målområdet.

/ritzau/