Brasilien slog ærkerivalerne i finalen

Selv om Argentina forud for finalen var favoritter til at tage titlen som latinamerikanske fodboldmestre, så vandt Brasilien alligevel finalen om Copa America.

De forsvarende brasilianske titelholdere i Copa America genvandt natten til mandag dansk tid mesterskabet. Det skete med en 3-0 sejr over de evige ærkerivaler fra Argentina, som ellers af de fleste bookmakere var blevet udråbt til favoritter inden finalebraget. Men Brasilien ville det anderledes og var allerede ved pausen foran med to mål. Det første blev scoret af Brasiliens Julio Baptista efter kun fire minutter, mens den argentinske anfører, Roberto Ayala, var så uheldig at sende bolden i eget net kort før pausen.

I anden halvleg slog brasilianernes Daniel Alves så den fortjente sejr fast, da han scorede kampens sidste mål til 3-0. Det er ottende gang Brasilien står som vindere af Copa America, der i år blev spillet i Venezuela.

/ritzau/