Brasilien sikrede sig natten til torsdag dansk tid førstepladsen i VM's gruppe C, da det skotske landshold blev splittet ad af de brasilianske fodboldstjerner.

En stor skotsk forsvarsfejl satte gang i sambadansen blandt de guldklædte fodboldfans på Miami Stadium, som endte med en 3-0-sejr til Brasilien.

Scott McKenna fik ikke clearet bolden fra straffesparksfeltet, og bolden endte hos Vinicius Junior, som uden problemer sendte Brasilien i front efter blot få minutters spil.

Et kvarter senere var den gal igen i det skotske forsvar. Jack Hendry fik ikke bolden væk, før Vinicius Junior snuppede den fra ham og sendte bolden i mål.

Heldigvis for Skotland blev scoringen annulleret efter et VAR-tjek, da Vinicius Junior begik frispark i situationen.

Skotland pressede på for en udligning og kom frem til flere hjørnespark, men det blev aldrig rigtig farligt.

I stedet kom Vinicius Junior endnu en gang på måltavlen med et hovedstødsmål ved bagerste stolpe efter et flot indlæg fra Bruno.

Real Madrid-angriberen var lige ved at fuldføre sit hattrick i begyndelsen af anden halvleg, da han fik sendt bolden i fødderne i et kontraangreb, men Skotlands målmand afværgede forsøget.

Det blev i stedet Matheus Cunha, der sendte Brasilien på 3-0 efter et flot angreb.

Med godt et kvarter tilbage af opgøret brød de brasilianske tilskuere ud i et jubelbrøl, da den mest scorende spiller for Brasiliens landshold nogensinde kom på banen.

34-årige Neymar, som deltog ved VM i 2014, 2018 og 2022, har ikke spillet for Brasilien siden en knæskade under en VM-kvalifikationskamp mod Uruguay i 2023.

En kombination af skader og svingende form havde holdt ham ude af landsholdstruppen. Han har for nylig døjet med en lægskade, som han pådrog sig i maj.

I den anden kamp i gruppe C vandt Marokko 4-2 over Haiti, som allerede inden opgøret var uden chance for at nå knockoutfasen.

Haiti spillede dog alligevel for sejren. Den caribiske nation chokerede favoritterne fra Marokko efter en scoring tidligt i kampen, og ved pausen stod det 2-2.

Haitis Wilson Isidor scorede et af VM's bedste mål indtil nu, da han kanonerede bolden i hjørnet fra distancen uden chance for Marokkos målmand.

Marokko, der nåede semifinalen ved seneste VM-slutrunde i Qatar, fik dog styr på haitianerne i anden halvleg og sikrede sig sejren med to scoringer.

Marokko ender som toer i gruppe B, mens Skotland stadig har mulighed for at gå videre til knockoutfasen som treer.

/ritzau/