FC Barcelona tog lørdag tre af de mest ventede point i denne La Liga-sæson.
Hjemme på et endnu ikke helt åbnet Camp Nou slog Hansi Flicks udvalgte således bundholdet Osasuna 2-0 efter to træffere af brasilianske Raphinha.
Med sin syvende ligasejr i træk har Barcelona nu syv point ned til ærkerivalen Real Madrid i toppen af La Liga.
Hovedstadsklubben har dog sit opgør mod Alaves søndag til gode, inden man er på omgangshøjde kampmæssigt.
Danske Andreas Christensen fik kampens sidste minutter plus overtiden og fortsætter dermed sin rolle som marginalspiller.
Ferrán Torres åbnede egentligt ballet på Camp Nou midt i første halvleg, men scoringen blev underkendt for offside, og hjemmeholdets fans måtte trods stor dominans vente tålmodigt.
Udeholdet truede dog meget sjældent gæsterne, så det var reelt kun et spørgsmål om tid, inden Barcelona ville komme foran.
Det skete efter 70 minutter, da Raphinha fra kanten af feltet bragede bolden i nettet efter en omstilling, som midtbanespilleren Pedri orkestrerede.
Godt et kvarter senere øgede brasilianeren til slutresultatet fra tæt hold, da en Osasuna-forsvarer uheldigt serverede en præcis assist, da han forsøgte at cleare et indlæg.
/ritzau/
