Gennembruddet for den brasilianske kantspiller Robert Silva har ladet vente på sig i FC København.

Men måske er det ved at komme nu.

I starten af denne sæson har 21-årige Robert brændt banerne af med fire mål, to assister samt to fremtvungne straffespark i de første seks kampe.

Samlet står Robert noteret for 75 kampe, 15 mål og 9 assister i FCK-trøjen siden skiftet fra Cruzeiro i sommeren 2024.

Til forskel fra tidligere sæsoner står Robert lige nu uden skyggen af konkurrence. Og det har en betydning, da han tidligere har haft det svært i kampen om spilletid med især Elias Achouri, som nu er solgt.

- Jeg er meget glad for min start på sæsonen. Jeg har brug for kontinuitet og minutter på banen. Det gælder for alle fodboldspillere. Det har helt sikkert hjulpet mig rigtig meget.

- Fodbold går op og ned, og lige nu er det rigtig godt, så jeg forsøger at nyde det maksimalt. Jeg arbejder hårdt hver dag, og i denne sæson har jeg opbygget mere selvtillid, siger Robert.

FCK-angriberen Andreas Cornelius ser også en forskel hos Robert i denne sæson i forhold til tidligere.

- Han har ikke været inde og ude af holdet. Nu skal han bruges, fordi der ikke er så mange kantspillere. Det virker, som om at det har givet ham ro til at finde sine gode præstationer frem, siger Cornelius.

FCK-træner Bo Svensson kalder formstærke Robert for en nøglespiller nu og her, og det skyldes også de manglende kantspillere i truppen lige nu.

- Robert er en spiller, der har noget x-faktor. Det er ikke, fordi han har haft 90 gode minutter hver gang, men han har altid gode elementer.

- Hver gang han får bolden, ser man, at modstanderen gerne vil doble op, og når man dobler op, er der plads andre steder på banen, siger Svensson.

Men det skal ifølge FCK-træneren helst ikke være sådan, at Robert kun kan levere stabile præstationer, når der ikke er en rival, der puster ham i nakken.

- Hvis det er årsagen, bliver det svært at have en lang fodboldkarriere - også de steder, hvor han ser sig selv. Det er svært at komme nogle steder hen, hvor man ikke har konkurrence.

- Vi har været meget afhængige af ham, og heldigvis har han præsteret under de rammer. Men jeg tror ikke, han skal forvente, at de rammer kommer til at være der i hele hans karriere, siger Svensson.

FCK gæster Randers FC i Superligaen søndag klokken 18.00.

RITZAU