Brasilianer åbner alpinsæsonen med suveræn sejr
Lucas Pinheiro Braathen vandt i storslalom. Dansk-østrigske Christian Borgnæs blev nummer 60 i sæsonåbneren.

Lucas Pinheiro Braathen vandt i storslalom. Dansk-østrigske Christian Borgnæs blev nummer 60 i sæsonåbneren.

Brasilien er ikke ligefrem historisk en stor alpinnation, men man har efterhånden fået sig en profil i verdenseliten.
Norskfødte Lucas Pinheiro Braathen vandt søndag overlegent mændenes storslalomkonkurrence i World Cup-sæsonåbneren i østrigske Sölden.
Brasilianeren vandt sidste sæsons samlede World Cup i storslalom, mens han i vinter også vandt olympisk guld i disciplinen. Søndag fortsatte han i samme stil med en suveræn triumf.
Den schweiziske duo Loic Meillard og Marco Odermatt var nærmest Pinheiro, men var næsten et halvt sekund langsommere om de to gennemløb.
Meillard blev nummer to - 0,48 sekunder efter, mens Odermatt var 0,01 sekund langsommere.
Dansk-østrigske Christian Borgnæs formåede ikke at komme videre blandt de 30 hurtigste fra første gennemløb.
30-årige Borgnæs satte 60. hurtigste tid ud af de 69 løbere i første gennemløb og var 1,42 sekunder fra at komme med til andet gennemløb.
Det er syvende sæson, at Borgnæs er med blandt den alpine skisports verdenselite.
Storslalom er den disciplin, hvor han har leveret en af karrierens bedste præstationer. Ved vinter-OL i Italien i starten af året blev han nummer 20 i disciplinen. Det var det bedste alpinresultat af en dansker nogensinde ved OL.
RITZAU