Opdateret

Braithwaite river akillessenen over i brasiliansk ligakamp

Martin Braithwaite skal opereres, efter at han lørdag rev akillessenen over i kamp for brasilianske Gremio.

Martin Braithwaite blev båret ud i smerter i lørdagens kamp for Gremio. Foto: Liamara Polli/Ritzau Scanpix

Den danske angriber Martin Braithwaite er ude i det næste lange stykke tid med en alvorlig skade.

34-årige Braithwaite kom galt afsted i lørdagens kamp for Gremio, der mødte Mirassol i den brasilianske liga og blev udskiftet efter 55 minutter.

Allerede samme dag er klubben på sin hjemmeside kommet med dommen over skadens omfang.

- Gremios medicinske stab oplyser, at angriberen Martin Braithwaite pådrog sig en overrevet akillessene i sit højre ben i anden halvleg af kampen i den brasilianske liga.

- Han skal opereres i de kommende dage, lyder det på Gremios hjemmeside.

Braithwaite skiftede i sommeren 2024 fra spanske Espanyol til klubben fra den bedste fodboldrække i Brasilien.

Matchet var så godt, at han i juli i år forlængede sin kontrakt med Gremio frem til sommeren 2027.

Fra 2020 til 2022 spillede Braithwaite for den spanske storklub FC Barcelona. Det blev i alt til 58 kampe og 10 mål i den ikoniske trøje.

Derudover har han også ophold i Leganes, Bordeaux, Middlesbrough og Toulouse bag sig, siden han i 2013 drog videre fra Esbjerg fB, som han havde fået sit gennembrud hos.

Braithwaite har scoret 10 mål i 69 kampe for Danmark.

Seneste optræden for nationalmandskabet var i sommeren 2023.

/ritzau/