Bradys alder er igen et tema før Super Bowl-finale

41-årige Tom Brady kan blive den ældste quarterback til at vinde Super Bowl. Alderen tærer, siger modstander.

NFL: Super Bowl LIII-Opening N
Tom Brady og holdet New England Patriots tabte sidste år Super Bowl-finalen til Philadelphia Eagles. John David Mercer/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Alderen på den legendariske quarterback Tom Brady er igen et af de helt store samtaleemner kørt før Super Bowl, den storslåede finalekamp i amerikansk fodbold.

Natten til mandag dansk tid kan 41-årige Tom Brady skrive historie som den ældste quarterback, der vinder Super Bowl, hvis New England Patriots besejrer Los Angeles Rams i Atlanta.

Cornerbacken Nickell Robey-Coleman, der med en kontroversiel og udskældt - men ustraffet - tackling var med til at sikre Rams en finaleplads, har fået sat Bradys alder på dagsordenen. Dog ved at tale over sig.

»Alder har helt klart tæret på ham. At han stadig er i gang, er en kæmpe kompliment til ham.«

»Men jeg synes helt klart ikke, at han er den samme quarterback, som han har været,« har Robey-Coleman ifølge nyhedsbureauet AFP sagt.

Den udmelding trak han hurtigt tilbage ved den første presseseance før søndagens Super Bowl-finale. Ordene er »taget ud af kontekst«, siger han nu.

»Tom Brady er en fantastisk quarterback. Jeg prøvede ikke på at sige noget ondt om ham.«

»Jeg respekterer ham som den bedste nogensinde. Han er legenden. Og jeg tror, at mine ord blev misforstået,« siger Robey-Coleman.

Det er efterhånden 17 år siden, at Tom Brady som 24-årig vandt Super Bowl for første gang, da Patriots sejrede knebent over St. Louis Rams.

Nu står quarterbacken i sin niende Super Bowl-finale, og han virker trods sin alder på ingen måde som en spiller, der er tæt på at indstille karrieren.

»Der er nul procent chance for, at jeg stopper næste år.«

»Der er så mange, der har inspireret mig. Folk, jeg har set spille, mens jeg voksede op. Så jeg håber, at jeg kan inspirere den næste generation,« siger han.

Tom Brady har ligeledes tidligere meldt ud, at målet er at fortsætte, indtil han fylder 45.

Bill Belichick, træner for New England Patriots, er ikke i tvivl om, at Brady har evnerne til at fortsætte som quarterback de næste fire år.

»Tom arbejder og træner hårdt. Så det kommer han formentlig til,« siger træneren.

/ritzau/