Borussia Dortmund kigger på dansk landsholdsspiller

Ifølge den tyske avis Bild kigger selveste Borussia Dortmund på RB Leipzigs danske landsholdsspiller, Yussuf Poulsen.

De tidligere Champions League-finalister Borussia Dortmund spejder i den grad mod den næstbedste tyske fodboldrække, 2. Bundesliga.

Det sker i tabellen, hvor storholdet ligger til nedrykning inden forårets sidste 17 kampe i Bundesligaen, men også på transfermarkedet. Og netop her er Ruhr-klubbens blik faldet på en succesfuld dansk landsholdsspiller.

Ifølge den tyske avis Bild holder Borussia Dortmund således et vågent øje med 20-årige Yussuf Poulsen, der i efteråret nød stor succes i offensiven hos 2. Bundesliga-klubben RB Leipzig.

Det er netop denne succes, der har fået Jürgen Klopp og co. til at kigge østpå, og det overrasker ikke ledelsen i Poulsens klub.

»Det ville undre mig, hvis der ikke kom en Bundesliga-klub efter ham«, siger sportsdirektør i RB Leipzig, Ralf Rangnick.

Udmønter interessen fra Borussia Dortmund sig i et regulært bud, skal der imidlertid mange cifre på checken. RB Leipzig ventes således at kræve 75 millioner kroner for den tidligere Lyngby-spiller, der så sent som i oktober måned debuterede på Morten Olsens landshold.