Casey Wasserman har opbakning i bestyrelsen.
Men formanden for Los Angeles OL-organisationskomité bør kvitte tjansen på grund af sin optræden i de såkaldte Epstein-dokumenter.
Det mener byens borgmester.
- Jeg synes, han skal træde tilbage. Det er ikke bestyrelsens mening, konstaterer Karen Bass over for CNN.
Wasserman og hans daværende kone rejste for 23 år siden i den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epsteins privatfly i forbindelse med en humanitær opgave i Afrika.
Efterfølgende udvekslede Wasserman "flirtende" emails med Ghislaine Maxwell, der er Epsteins dømte medskyldige og mangeårige samarbejdspartner, skriver Reuters.
Wasserman hævder, at de offentliggjorte dokumenter har været hans eneste forbindelse til Epstein og Maxwell.
Han har som resultat af historien sat sit agentfirma, der repræsenterer store stjerner inden for sport- og underholdningsbranchen, til salg. Det er sket, blandt andet efter at sangerinden Chappell Roan droppede firmaet.
- Jeg er meget ked af, at mine tidligere personlige fejl har forårsaget jer så stort ubehag.
- Det er ikke fair over for jer, og det er ikke fair over for de kunder og samarbejdspartnere, som vi repræsenterer så ihærdigt og holder så meget af, skrev Wasserman i en besked til sine medarbejdere i sidste uge.
Karen Bass kalder Ghislaine Maxwells adfærd "afskyelig", og derfor bør Wasserman efter hendes mening ikke bestride posten som formand for OL i 2028.
- Bestyrelsen har truffet en beslutning. Jeg synes, den beslutning er uheldig. Jeg støtter den ikke. Jeg mener, vi bør kigge på lederskabet.
- Men mit job som borgmester i Los Angeles er at sikre, at vores by er fuldstændig klar til at være vært for de bedste olympiske lege i historien.
/ritzau/
