Bordtennisguld i Rio gør Rosenmeier til årets para-atlet

Peter Rosenmeier blev onsdag hædret for sit guld ved Para-OL med kåringen som årets parasportsudøver i 2016.

Bordtennisspilleren Peter Rosenmeier blev onsdag hædret som årets parasportsudøver i 2016.

32-årige Rosenmeier vandt sidste år guld ved De Paralympiske Lege efter en finalesejr over rivalen Alvaro Valera fra Spanien.

Med finalesejren sikrede spilleren, der har rødder i Hadsund, Danmark den eneste guldmedalje ved Para-OL. Det blev i alt til syv danske medaljer i parasport i Rio.

Peter Rosenmeier har vundet medaljer ved Para-OL de seneste fire gange - i Rio, London, Beijing og Athen.

Med onsdagens kåring følger 40.000 kroner. Bag uddelingen står Parasport Danmark og firmaet Pressalit, der blandt andet producerer toiletsæder.

I alt var fem para-atleter nomineret til hæderen. Ud over Rosenmeier var det svømmeren Jonas Larsen, sprinter og længdespringer Daniel Wagner Jørgensen samt dressurrytterne Stinna Tange Kaastrup og Susanne Sunesen.

/ritzau/