Den hollandske cykelstjerne Mathieu van der Poel ligner en mand, der er klar til at tage kampen op mod fænomenet Tadej Pogacar i forårets store klassikere.

Torsdag satte hollænderen alle de stærke konkurrenter på plads i afslutningen på 4. etape af Tirreno-Adriatico.

I en decimeret favoritgruppe åbnede van der Poel en lang spurt med 300 meter til målstregen, og ingen var i nærheden af at true stjernen, der vandt med flere cykellængder.

Italienske Giulio Pellizzari (Red Bull) spurtede sig til andenpladsen og bonussekunder og overtog dermed den blå førertrøje fra UAE-profilen Isaac del Toro. Norske Tobias Halland Johannessen (Uno-X) blev nummer tre på etapen.

Finalen var blevet åbnet med lidt over ti kilometer til mål, da Vismas Wout van Aert sendte holdkammeraten Matteo Jorgenson frem for at lægge et hårdt pres på en kort og stejl stigning.

Det kostede for blandt andre Tobias Lund Andresen (Decathlon), der vandt onsdagens etape. Danskeren kæmpede derfra for at komme tilbage til de forreste, men tempoet i favoritgruppen var for højt.

Et par enkelte ryttere forsøgte at angribe på det flade stykke mod mål, men Jorgenson styrede fortsat tempoet.

På den sidste kilometer måtte van Aert selv afværge et par angreb, og det udnyttede van der Poel til at sætte kniven ind.

Det var hollænderens anden sejr i denne uge i løbet i Italien. Derudover åbnede han klassikersæsonen med i februar at vinde Omloop Het Nieuwsblad i Belgien.

/ritzau/