Bokseekspert: Her er Mogens Palles egentlige dagsorden

kessler-paa-kant-medcvcxvdf
Læs mere
Fold sammen

Mogens Palle har længe ventet på muligheden for at sætte et dybt stød ind på Team Sauerland. Den mulighed kom søndag.

Her trådte 81-årige Mogens Palle - legendarisk promotor og en institution i dansk boksning - overraskende tilbage på den danske boksescene.

I et opsigtsvækkende comeback tilbyder Palle at arrangere det mulige danske boksebrag mellem Patrick Nielsen og Rudy Markussen. Et arrangement, der ellers har stået Team Sauerland på længe.

Mogens Palle udtaler til BT søndag, at han gør det for at hjælpe Markussen med at få et fair beløb for kampen. Men der er andre dagsordener bag promotorlegendens comeback. Det fortæller Henrik Risum, der arbejder som international bokseagent.

»Tildels er han en cirkushest, der har svært ved helt at forlade manegen. Men han har nok bestemt heller ikke noget imod at genere Sauerland. Det kunne han sagtens hygge sig med,« siger Risum.

»Det er ingen hemmelighed, at Palle ikke syntes, det var særlig fedt, at Sauerland kom ind og lavede et samarbejde med Mikkel Kessler og på den måde mere eller mindre overtog hele det danske marked. De spurgte ikke, de kom bare og tog bare det hele. Det syntes Palle ikke var fantastisk sjovt. Så han har længe haft et horn i siden på Sauerland,« fortsætter han.

Mogens Palle vil i samarbejde med den tidligere europamester tilbyde Patrick Nielsen og Rudy Markussen hver 100.000 euro (omkring 750.000 kroner). Et bud, der ligger langt over Sauerlands tilbud på 60.000 euro (godt og vel 450.000 kroner).

Hvordan reagerer Sauerland på Mogens Palles comeback?

»Jeg tror, at de er lidt pressede. For enten kommer de med et større tilbud til bokserne, eller også skal de på en eller anden måde forklare Parick Nielsen, at kampen ikke bliver til noget og prøve at få ham ud af det med stoltheden i behold,« siger Henrik Risum og tilføjer:

»Det er pissesmart af Palle.«