Boe og Mogensen taber tæt finaledrama ved French Open

Den rutinerede danske badmintonduo tabte til ungt par fra Taiwan i finalen ved French Open i Paris.

Den rutinerede danske badmintonduo tabte til ungt par fra Taiwan i finalen ved French Open i Paris. (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det lykkedes ikke for Mathias Boe og Carsten Mogensen at vinde Super Series-turneringen French Open for fjerde gang i karrieren.

Søndag tabte den andenseedede danske badmintonduo finalen i Paris med cifrene 19-21, 21-23 til Lee Yang og Lee Jhe-Huei fra Taiwan.

Det skete efter en finale, der blev lige så tæt, som cifrene antyder.

Danskerne havde mødt deres finalemodstandere to gange tidligere i karrieren.

I 2016 vandt Boe og Mogensen i to sæt over Lee og Lee ved China Open, mens parret fra Taiwan ligeledes vandt i to sæt tidligere i år ved India Open.

Første sæt blev en lige affære, hvor ingen af parrene på noget tidspunkt førte med mere end tre point.

Foran 20-17 stod Lee og Lee med tre sætbolde, men danskerne fik afværget de to første.

Herefter servede Mathias Boe imidlertid i nettet, og så gik sættet til det syvendeseedede par fra Taiwan.

37-årige Mathias Boe og 34-årige Carsten Mogensen, der vandt French Open i 2010, 2014 og 2016, fik også i andet sæt oparbejdet en føring, men heller ikke her var den på mere end tre point.

22-årige Lee Yang og 23-årige Lee Jhe-Huei var gode i servesituationerne og fik kontakt ved 10-10.

Duoen, der stod i den første Super Series-finale i karrieren, kom foran 17-14, men danskerne fik udlignet efter gode server fra Mathias Boe.

En heldig dansk opsamling gav sætbold ved 20-19, men herefter sendte Carsten Mogensen bolden i nettet.

Parret fra Taiwan smashede sig til en matchbold ved 21-20, men en god servereturnering fra Carsten Mogensen sørgede for 21-21.

Kort efter stod Lee og Lee med endnu en matchbold, og denne gang blev den smashet i gulvet.

/ritzau/