Bø-brødre sætter konkurrenter på plads i skiskydning

Johannes Thingnes Bø fortsatte, hvor han slap i fjor, da han søndag sejrede i World Cuppen i skiskydning.

Johannes Thingnes Bø var suveræn i den seneste sæson i skiskydning, da han vandt World Cuppen og satte rekord med flest sæsonsejre. Sven Hoppe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Ingen kunne røre de norske brødre Johannes Thingnes Bø og Tarjei Bø, da World Cuppen i skiskydning søndag blev indledt i de individuelle discipliner.

I den seneste sæson var Johannes Thingnes Bø helt suveræn og vandt World Cuppen, mens han også satte rekord for flest World Cup-sejre i samme sæson.

Thingnes Bø nåede op på 16 sejre i sæsonen, og han slog dermed den tidligere rekord på 15 sejre, som tilhørte franske Martin Fourcade.

Søndag var der 10 kilometers sprint på programmet i svenske Østersund, og her var 26-årige Johannes 19 sekunder hurtigere end sin 31-årige storebror.

Russiske Matveij Eliseev blev nummer tre 0,9 sekunder efter Tarjei Bø.

Han har måttet se sin lillebror løbe med alle overskrifter i fjor, og han var derfor svært tilfreds med sin egen præstation og andenpladsen søndag.

- Det er dejligt at være den gode, gamle Tarjei igen. Det er dejligt at kunne bruge alle gear på racerbilen og give den gas.

- Jeg har trænet virkelig godt og forsøgt at finde tilbage, og det er en dejlig følelse at kunne være med til at kæmpe om sejren igen, siger Tarjei Bø til NTB.

Martin Fourcade kunne ikke true Bø-brødrene søndag og sluttede på femtepladsen.

Næste World Cup-løb foregår også i Østersund 4. december, hvor der skal konkurreres i 20 kilometer individuel.

/ritzau/