Blichfeldt falder med ære og mixeddouble skuffer ved VM
Mia Blichfeldt bød verdensetteren op til dans, mens Alexandra Bøje og Mathias Christiansen skuffede stort.

Mia Blichfeldt bød verdensetteren op til dans, mens Alexandra Bøje og Mathias Christiansen skuffede stort.

Mia Blichfeldt matchede i første sæt verdensetteren An Se-young, men det rakte ikke til en sensation ved VM i badminton torsdag.
16-21, 10-21 tabte danskeren, der er nummer 16 i verden.
Blichfeldt blev i sin kamp vinder af flere lange og hårde dueller i første sæt og havde i perioder verdens stærkeste kvindelige badmintonspiller ude i tovene.
Viljen og troen var enorm, men An Se-young lavede meget få fejl. Så da hun fra 15-15 trak lidt fra, var det, som om Blichfeldt mistede nogle procenter.
Det er der ikke plads til mod sydkoreaneren, der i andet sæt var langt mere overbevisende.
Den regerende olympiske mester er på jagt efter karrierens anden VM-titel. Foreløbigt er hun klar til en kvartfinale.
Også den sidste danske mixeddouble er færdig i New Delhi.
Alexandra Bøje og Mathias Christiansen var klare favoritter mod taiwanerne Po-Hsuan Yang og Ling Fang Hu, men tabte 13-21, 21-9, 14-21.
Nederlag blev også udfaldet for Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen, som ellers var foran 17-13 i tredje sæt mod de tredjeseedede kinesere, Wang Chang og Liang Weikeng.
Til sidst fandt den kinesiske duo et gear, som Astrup og Skaarup ikke kunne følge. Danskerne havde ikke fysikken til at matche det opskruede tempo, og de er derfor færdige ved VM.
RITZAU