Blatter imod forlænget spilletid

Præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (FIFA), Sepp Blatter, er modstander af to gange 15 minutters forlænget spilletid under finalekampe.

FIFA-præsident Sepp Blatter meldte natten til lørdag ud, at han ikke bryder sig om, at vigtige fodboldkampe kan gå ud i forlænget spilletid. Den lille schweizer roste således en forsamling fra Det Sydamerikanske Fodboldforbund (CSF), fordi han synes godt om det system, der benyttes under Copa America, hvor uafgjorte finalekampe går direkte i straffesparkkonkurrence.

- En ting, som jeg godt kan lide ved Copa America er, at I ikke har forlænget spilletid. Det er en meget, meget god beslutning, som I har truffet, sagde Sepp Blatter, der altså ikke har lyst til at se mere end 90 minutters fodbold af gangen.

- Det er bedre at gå direkte til straffe. Der har ikke været nogen pointe i at gå i forlænget spilletid siden Golden Goal-reglen blev droppet, fortsatte Blatter foran forsamlingen i Venezuela, hvor Copa America i øjeblikket afholdes.

/ritzau/