Björn Borg forlader Sverige

Farvel til Sverige. Goddag til en ø små 5.500 kilometer væk.

Det svenske nationalikon Björn Borg forlader nu sit hjemland.

Sammen med hustruen Patricia flytter tennislegenden og undertøjsgiganten nu langt mod vest. Destinationen er øgruppen Kap Verde ud for Afrikas vestkyst.

Her har parret i mange år ferieret, men nu har de i stedet købt sig et hus.

»Vi planlægger at være her så meget som muligt,« siger Patricia Borg til Aftonbladet fra Kap Verde, hvor parret i øjeblikket befinder sig for at fejre hendes 50-års fødselsdag:

»Det er vores lille fristed, og så er vejret bedre end i Sverige.«

Samtidig har Borg-parret sat den 414 kvadratmeter store lukusvilla til små 13 millioner kroner på øen Ingarö ud for Stockholm til salg. Her har de boet siden, de vendte hjem til Sverige i 2003 efter at have boet mange år i Monaco.

I stedet vil de købe en lejlighed i den svenske hovedstad, hvor de kan opholde sig, når de er i Sverige.