Bjørns stjernestund

British Open: Thomas Bjørn fører for første gang en major-turnering før finaledagen. Han har imidlertid seks konkurrenter inden for to slag efter sig, heriblandt Davis Love, Tiger Woods, Vijay Singh og Sergio Garcia. Ifølge Bjørn er Woods favorit.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SANDWICH

Dramaet var en finalerunde værdig, da Thomas Bjørn i går bragte sig alene i spidsen for British Open med en perle af en runde i 69 slag - to under par - der efterlod et verdensklassefelt distanceret, men ikke mere end at de i dag vil jage Bjørnen hele vejen ind til klubhuset.

Allerede fredag aften bekendtgjorde Bjørn til alle, der gad høre på det, hvordan han ville give sig selv størst mulig chance for at blive den første dansker, der vinder denne den mest klassiske af de fire major-turneringer, den han helst vil vinde, og den eneste, der spilles i Europa. Bjørn meddelte, at han ville forsvare sig iskoldt, sikkert, med mindst mulig risiko over for St. George's banen hen over weekenden.

I går udførte han så første del af arbejdet til punkt og prikke og kan han gentage det i eftermiddag, står han omkring kl. 8 i aften dansk tid med et af golfsportens fire største trofæer, The Claret Jug, i næverne.

»Det gik som planlagt. Jeg slog konsekvent efter midten af greens, selv om det ind i mellem var underligt at gøre det, når jeg var så tæt på, at jeg kunne have angrebet flaget,« sagde Bjørn, der roste sin caddie og ikke mindst den nye træner Bob Torrance.

»Jeg spillede bedre fra tee til green, end jeg har gjort i to år. På tre uger er jeg nået langt med Bob,« sagde Bjørn.

Han startede dagen to slag efter amerikaneren Davis Love III , et slag foran spanieren Sergio Garcia og to slag foran Tiger Woods for at nævne nogle af de formodet værste konkurrenter.

Strategi lykkedes
Men under den bagende sol var det danskerens strategi, der lykkedes. Han spillede så også med en knusende ro og kunne med lidt held have bragt sig helt fri af feltet, hvis birdieputts på 11. og 14. hul var faldet i. Nu blev det i stedet til par på hvert eneste hul fra syvende og frem, og dermed beviste Bjørn endnu en gang, at succes på St. George's grusomme anden del ikke kun er tilfældighedernes spil.

En vigtig del af Bjørns strategi var så også at tage chancerne, når de bød sig, og det gjorde han til fulde på fjerde hul, hvor han nåede green i to og sænkede sit eagleputt. På sjette hul, hvor han alle dagene har haft problemer, kom han langt ud i kanten og måtte også denne gang tage en bogey og slap dermed for et øjeblik en uhyre velspillende Tiger Woods af syne. Men på syvende hul tog han slaget tilbage med et sikkert to-meter putt, og derfra var Bjørn så cool, som han nogensinde er set.

Tiger Woods fløj af sted med to eagles og en birdie på de første ni huller og sænkede undervejs bolden fra en bunker og gik i gang med det, der lignede et spektakulært oneman-show. Men Woods tabte så pusten på vejen tilbage og en banerekord in spe blev forvandlet til en runde i 69 slag, der betyder, at han er to slag efter Bjørn før finalerunden.

»Men presset ligger på Tiger. Jeg forventer, at han går ud og spiller sit bedste og vinder. Og Sergio er sulten efter sin første major-titel. Jeg har bare et slag eller to som forspring, men de kan være sat over styr efter et par huller. Jeg håber bare, at mit spil vil tale for sig selv, og at det kan give mig en major. Bliver det ikke denne gang, så ved jeg, at den kommer senere, hvis jeg spiller som nu,« sagde Thomas Bjørn.

Tiger Woods følte, at han havde været stresset i går.

»Det er meget hårdt. I de fleste turneringer slår man, så kan man gå frem og har man slået den lige ned i midten, så ved man også, at man ikke behøver at være urolig. Men her skal man være bekymret. Please, bold få et godt hop,« sagde Tiger Woods, da han var kommet ind og havde overladt scenen til Bjørn, Love og Garcia.

Spanieren Sergio Garcia holede da også fra 40 meter dagens slag, da han havde allermest brug for det, men han spiller med mere risiko og slår ikke så lige som Bjørn, og det kostede ham mod slutningen, så også han endte to slag efter Bjørn, ligesom Vijay Singh fra Fiji og amerikanerne Kenny Perry og Ken Curtis.

Et slag bedre end dem er den førende før gårsdagens runde, Davis Love, som kom rundt i 72 slag og i dag går i førerbolden med Bjørn, som aldrig tidligere har ført en major-turnering før sidste runde. Men på den anden side kan han hælde sig op ad, at han har besejret Woods i Dubai, og at Woods aldrig har vundet en major, han ikke førte før sidstedagen.