Opdateret

Bjørn tager karrierens første individuelle sejr i seniorturnering

Thomas Bjørn skrev dansk golfhistorie natten til mandag, hvor han i omspil sikrede sig turneringssejr.

Thomas Bjørn vandt tidligere i år turneringen American Family Insurance Championship sammen med makkeren Darren Clarke. I nat hev han sejren hjem ene mand. Dilip Vishwanat/Ritzau Scanpix

Det går strålende for golfspilleren Thomas Bjørn i PGA Tour Champions, hvor spillere over 50 år har fået en ny stund i rampelyset.

Natten til mandag dansk tid lykkedes det danskeren at hive trofæet hjem i Stifel Charity Classic.

Det er den erfarne danske golfspillers første individuelle sejr på touren.

Inden søndagens runde, der var turneringens tredje, lå Bjørn på en tredjeplads i turneringen, der spilles i den amerikanske delstat Missouri.

Han gik runden i fire slag under par, hvor han kunne skrive seks birdies og to bogeys på sit scorekort. Det sendte ham op på en delt førsteplads sammen med australske Cameron Percy.

Begge spillere lå samlet 12 slag under par.

Det betød, at de to måtte i omspil på banens sidste hul for at finde en vinder.

Mens Percy klarede hullet i par, leverede Bjørn en birdie, og dermed var sejren hjemme for den 54-årige dansker.

Også danske Søren Kjeldsen holdt sig godt til i turneringen, hvor han sluttede på en delt sjetteplads, efter at have gået søndagens runde i fem slag under par.

Det er ikke mange måneder siden, at Bjørn for første gang kunne løfte et trofæ efter en sejr i en seniorturnering.

Det skete i juni, hvor han i samarbejde med makkeren Darren Clarke fra Nordirland vandt turneringen American Family Insurance Championship.

/ritzau/