Opdateret

Björn Borg om kræftsygdom: Jeg tager det dag for dag

Den svenske tennislegende Björn Borg er ramt af prostatakræft, men håber at have mange år endnu.

69-årige Björn Borg er aktuel med bogen "Hjerteslag", hvor han blandt andet fortæller om sin kræftsygdom og tidlige karrierestop. (Arkivfoto). Foto: Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix

Den svenske tennislegende Björn Borg har siden 2023 været ramt af prostatakræft.

Det afslører han i en ny bog, "Hjerteslag", som han har skrevet med konen, Patricia Borg.

- Jeg snakkede med lægen, og han sagde, at det er virkelig, virkelig slemt, siger Borg i et interview med BBC Breakfast.

Kræftsygdommen er aftagende efter en operation i 2024, men 69-årige Borg bliver fortsat tjekket hvert halve år og forsøger derudover at leve så normalt som muligt.

- Sagen er, at man ikke føler det. Man har det godt, og så sker det bare. Jeg håber, jeg klarer det fint. Jeg tager det dag for dag - og forhåbentlig år for år, siger Borg.

I bogen fortæller den tidligere verdensetter også om sit tidlige karrierestop som 25-årig efter at have vundet 66 titler - heriblandt seks US Open-triumfer og fem Wimbledon-sejre i træk.

- Jeg havde ingen plan. I dag får folk vejledning. Jeg var fortabt, siger Borg, der tyede til stoffer, piller og alkohol efter karrierestoppet.

/ritzau/