Bjerringbro-Silkeborg flirtede med nederlag hos oprykker

Fredericias oprykkere førte med fem mål, men det endte i sidste ende med en BSH-sejr på 36-32.

Bjerringbro-Silkeborg (BSH) leverede et stærk comeback, da midtjyderne lørdag slog Fredericia med 36-32 i landets bedste håndboldrække.

Favoritterne fra BSH var undervejs bagud med fem mål, men på en god anden halvleg hentede gæsterne de to point.

Det var første gang i tre kampe, at det lykkedes BSH-træner Peter Bredsdorff-Larsens mandskab at få en sejr.

Forud for kampen mod oprykkerne fra Fredericia havde mesteren fra 2015/16-sæsonen spillet uafgjort mod TTH Holstebro og tabt til Lemvig.

Det lignede endnu et pointtab lørdag, hvor Fredericia med god opbakning på hjemmebane bragte sig foran med 18-13 i første halvleg. Det lykkedes dog BSH at komme til pause bagud 17-18.

Fredericia kom godt ud til anden halvleg, men midtvejs i halvlegen begyndte gæsterne at trække fra.

Med 13 minutter tilbage bragede Nikolaj Markussen BSH foran med 27-25, og føringen blev øget til fem, da Jesper Nøddesbo ti minutter senere scorede til 34-29.

BSH har syv point efter fem spillerunder på rækkens andenplads. Fredericia har tre point i bunden af Primo Tours Ligaen.

/ritzau/