Bjerregaard: Zimling til Brøndby er urealistisk

SAS Liga-klubben Brøndby har forhørt sig om Niki Zimling i Esbjerg, men Brøndbys ledelse kalder det urealistisk, at Zimling skifter tilbage til Brøndby.

Brøndbys nye cheftræner Tom Køhlert vil gerne have midtbanespiller Niki Zimling fra Esbjerg fB 'hjem' til Brøndby, men det kommer ikke til at ske. I hvert fald ikke hvis man skal gå efter mavefornemmelserne hos to gange Bjerregaard i Brøndbys ledelse.

Direktør Per Bjerregaard bekræfter, at klubben fra Vestegnen har forhørt sig hos vestjyderne, men han tror ikke på, at Zimling vender hjem til klubben, som han forlod i august 2005.

- Det er urealistisk. Vi har godt nok ikke fået en eksakt pris eller afgivet et bud, men jeg er sikker på, at han er urealistisk dyr for os, siger Per Bjerregaard.

/ritzau/