Bjergkongen Soler dopet

Den colombianske Barloworld-rytter Juan Mauricio Soler, som fører bjergkonkurrencen, er røget i dopingfælden, skriver den belgiske avis, Het Laatste Neuws.

Dopingskandalerne under årets Tour de France vil tilsyneladende ingen ende tage. Ifølge den belgiske avis Het Laatste Neuws er indehaveren af den prikkede bjergtrøje, colombianeren Juan Mauricio Soler fra Barloworld, den seneste rytter, som falder i dopingfælden.

Soler, som vandt 9. etape, blev angiveligt testet positiv efter 14 etape, men det er endnu uvist, hvad rytteren er testet positiv for. Flere internationale medier beretter fredag aften, at Barloworld har haft besøg af fransk politi, men det forventes først, at Tour-ledelsen lørdag formiddag vil sætte navn på den rytter, som blev taget efter 14. etape.

Dermed kan Soler blive den fjerde rytter efter Patrik Sinkewitz, Alexandre Vinokourov, Christian Moreni og Michael Rasmussen, som bliver smidt ud af løbet. De tre første for doping, mens Rasmussen blev fyret af sit hold Rabobank, fordi han ifølge holdet havde løjet om sine opholdssteder forud Tour de France.

/ritzau/