FC Porto smed en føring og spillede 1-1 hjemme mod Nottingham Forest i den første af to kvartfinaler i Europa League.
Et mærkværdigt selvmål gav englænderne det udlignende mål, som gør returopgøret helt åbent om en uge.
Alt gik til at begynde med efter planen for Porto, der kom tidligt foran 1-0 mod Nottingham Forest.
Efter 11 minutter scorede Portos kantspiller William Gomes til 1-0 efter et glimrende oplæg fra Gabri Veiga.
Men blot to minutter senere lå bolden i ruserne i den anden ende.
Portos back Martim Fernandes blev presset til en tilbagelægning, men bolden fik alt for meget kraft og gik direkte i eget net fra over 30 meters afstand.
Det var en gigantisk brøler af forsvarsspilleren, der tog sig til hovedet efter selvmålet.
Flere mål blev der ikke scoret i første halvleg, selv om Porto pressede mest på for en scoring mere.
I anden halvleg fortsatte Porto med at dominere, men Nottingham Forest forsvarede sig godt.
Den danske landsholdsspiller Victor Froholdt blev skiftet ind efter en time, og han skabte flere gange uro i modstandernes felt.
Først var han ved at levere en assist, og kort efter sparkede han bolden snert forbi den fjerneste stolpe.
Det endte dog 1-1 mellem de to mandskaber i Porto.
I et af torsdagens øvrige opgør vandt Aston Villa 3-1 ude over Bologna. Ezri Konsa scorede et enkelt mål for englænderne, mens Ollie Watkins blev dobbelt målscorer.
Jens Odgaard blev skiftet ind for Bologna efter 82 minutter, men han kunne ikke forhindre nederlaget på to mål og et skidt udgangspunkt før turen til Birmingham i næste uge.
/ritzau/
