Birmingham kunne uden Bendtner

Birmingham fra den næstbedste engelske række udraderede Newcastle fra Premier League med 5-1. Onsdagens omkampe i FA Cuppen bød på tre målrige opgør.

Selv om holdets danske målsluger Nicklas Bendtner sidder udenfor med en skade, havde Birmingham ingen problemer med at finde netmaskerne i onsdagens omkamp i FA Cuppen ude mod Newcastle fra Premier League.

5-1 lød den sikre sejr til Birmingham, der blev sat i gang af Gary McSheffrey allerede efter fem minutter, og i halvlegens sidste minut kom gæsterne yderligere foran på selvmål. Newcastle skabte spænding kort efter pausen, men spændingen forsvandt hurtigt, da Birmingham øgede til 3-1 og siden 4-1 og 5-1.

Birmingham er klar til fjerde runde. Det samme er Fulham uden Claus Jensen. Fulham var ellers nede 1-3 kort inde i anden halvleg mod Leicester, men to mål af Vincenzo Motella og et i overtiden af Wayne Routledge sikrede Fulham 4-3 sejren. Tottenham vandt 4-0 over Cardiff.

/ritzau/